Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Møtet med
Skrælingene
i Vinland.
forklaring av den påfaldende sammenstilling av de to hovedtræk i
denne, den vilde vin og den selvsådde hvete, som er de samme
som de to hovedtræk i skildringen av Insulae Fortunatae. Skulde
det være tillatt ad den vei at bevise, at de gamle Nordboer har
været på Nordamerikas østkyst, så måtte det med næsten like stor
ret kunne sluttes at oldtidens Grækere og Romere har været der;
for allerede de har jo de to samme træk i skildringene av de
lykkelige øer i vest. Det bør erindres at hvete ikke var nogen
almindelig kjendt kornsort i norden, hvor den ikke dyrkedes, og det vilde
knapt været naturlig for Islændingene at bruke netop det navn om
en vild kornsort. Både hvete og vindruer eller vinranker var for
dem fremmede begreper, og den merkelige sammenstilling netop av
disse ord tyder på at de er kommet sammen fra Syd-Europa, hvor
vi som nævnt finder den hos Isidor, og hvor vin og hvete var
vigtige handelsprodukter som en ofte finder nævnt sammen.
Går vi nu videre i skildringen av Vinlands-færden, i Eirik Raude’s
saga, kommer vi til sammenstøtene med Skrælingene. Av
sammentræf er det naturligvis også tre: først kommer de for at se, så for
at handle, og så for at slåss; det minder igjen om eventyret. Selve
fortællingen om Skrælinge-slaget har lånte træk. Skrælingenes
valslynger leder tanken mot Europas kulturlande, hvor valslynger
(d. e. kastemaskiner, blider) og græsk ild (?) var i bruk* 1.
Valslyngene, som ogsaa omtales i Kongespeilet, hadde en lang bjelke eller
vegtarm, i hvis ytre ende der var en skål eller slynge, hvori det lagdes en tung rund
bruker uttrykket vinviör, eller også vinviör og vinber sammen, som alene kan mene
vinranker og vindruer. Forklaringen av de selvsådde hveteakrer synes ikke heldigere.
At Islændingene skulde ha nævnt disse som noget så merkelig for Vinland, hvis det
bare var strandrug som de godt kjendte fra Island, er urimelig. At sagaenes måsurr
bare har ment valbjerk er derimot mulig. Men uanset dette, hvordan lar sagaenes
beskrivelse av Vinland — hvor det ikke faldt sne, var næsten ingen frost, græsset
visnet lite, og fæet gik ute selvfødd hele vinteren — sig forene med Labrador? eller
hvor skal da Markland og Helluland søkes, og FurÖustrandir og Kjalarnes? Mer
sammenhæng i beskrivelsen av reisen i det hele får vi heller ikke. Det vil derfor sees
at selv om prof. Fernald hadde hat ret i sin forklaring av de tre nævnte ord, så
hjælper det ikke meget; og når vi finder at netop disse træk med vinen og hveten
stammer fra de klassiske sagn, får jo også slike forsøk på forklaring mindre interesse.
1 Prof. Alexander Bugge har gjort mig opmerksom på at Schoolcraft [1851, I,
s. 85, pi. 15] omtaler en tradition hos Algonkun Indianerne om at de i gammel tid
brukte som krigsvåben en stor rund sten, som blev sydd ind et stykke råt skind og
dermed fæstet til enden av et langt træskaft. Likheten mellem et slikt kastevåben med
skaft og Skrælingenes svarte kule biir fjern; men det er jo ikke umulig at gamle
fra-sagn om noget slikt kan ha dannet kjernen, hvorpå sagaens “moderniserte” skildring
har utkrystalisert sig; skjønt det hele er usikkert. Denne Algonkin-tradition har en viss
likhet med enkelte grønlandske Eskimo-eventyr [jfr. Rink, 1866, s. 139].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
