Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sikreste
historiske
vidnesbyrd.
Hugning av trær. Randtegning til Jönsbök (15. årh.).
Øer, men som ikke viste sig at svare til forestillingene om det. Det
andet kvad som tillægges Torhall (se s. 248), kan også tyde på at
landet de nådde til, ikke var så overvættes fett, for de måtte koke
hvalkjøt på Fur dustrandene (følgelig livnære sig ved hvalfangst).
Dette gir et ganske anderledes nøkternt billede end sagaens
prosafremstilling; i denne nævnes desuten ikke anden hval end den som
de blev syke av og kastet ut igjen.
Det sikreste historiske vidnesbyrd om at der var seilas på
Amerika fra Grønland, er den senere omtalte tilfældige meddelelse
i Islandske Annaler: at i 1347 blev et grønlandsk skib på reise til
Markland stormdrevet til Island. Dette røber at det ialfald stundom
var seilas dit; og hvis sagaene om Vinlandsreisene må opfattes som
romaner, eller som en slags sagndigtning — som altså ikke har gjort
noget forsøk på at gi en fuldstændig historisk utredning av
forbindelsen med landene i sydvest — så kan det ha været mange reiser dit
som sagaene ikke har hat bruk for. Et fremtrædende træk i de
forskjellige fortællinger er at Grønlændingene henter træ og tømmer der;
det kommer allerede frem i fortællingen om Leiv’s opdagelse av
landet — han fandt forskjellige slags trær og mosurr, og bragte hjem
med sig — og endnu mer i fortællingene i Flateyjarbök, hvor det ved
hver færd dit særlig fremhæves at de hugget tømmer til
skibsladning, som om det var deres vigtigste mål. I den islandske
jordbeskrivelse nævnt s. 290, er det, sandsynligvis i sen tid, tilføiet:
“. . . . Det er sagt, at Torfinn Karlsevne hugget [i Markland?] træ til en
“husa-‘snotra’’, og för derefter at søke Vinland det Gode, og kom der, hvor man trodde dette
‘land var, men fik ikke undersøkt det, og ikke satt sig fast der . . .” \ 1
1 Jfr. Grønl. hist. Mind. III, s. 220; Storm, 1887, s. 12. “Husa-snotra” forklares
som en fiøi eller lignende prydelse på en husgavl eller en skibsstavn [jfr. V.
Guö-mundsson, 1889, ss. 158 ff.]. Den ovenfor gjengitte meddelelse viser at en husasnotra
blev tillagt megen betydning, for ellers kunde den ikke bli fremhævet som noget så
merkelig. Og i Grønlendinga-J>åttr [Gr. h. M. I, s. 254] står det at Karlsevne, da han
var i Norge, vilde ikke sælge sin husasnotra (av “mausurr” fra Vinland) til Tyskeren fra
Bremen, før denne bød ham en halv mark guld fer den. En kunde tro at denne
prydelse (fløispir) i skibets forstavn eller på husgavlen har været forbundet med en
slags religiøse eller overtroiske forestillinger, noget i likhet med høisætestolpene inde
i huset, og med de nordlige Indianeres totem-stolper som stod foran huset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
