KONVENTIONEL KVINDELIGHED. 2? Rigtignok undertrykkes et Barns Indvidualitet sjæl- dent paa den hensynsløse og brutale Maade som fordum. Men den slides bort. I gamle Dage havde Børnene en vis Frihed i Barnekamret, hvor den vaagnende Person- ligheds Livsytringer af Lyst og Ulyst, Sympati og Antipati ikke stadig afdæmpedes. Nu er Børnene sam- men med Forældrene, og disse vænner dem til en fordringsfuld Ufrihed. Børnene vil underholdes, de kan ikke selv tage Initiativet til deres Lege, fordi deres Fantasi ikke frit faar Lejlighed til at udfolde sig. Hverken Børnene eller Forældrene faar Lov til at eje sig selv i Ro. Under det stadige Samvær kedes Børnene tildøde med Rettelser saa talrige, at Lydig- hed umuligt kan overholdes. Paa denne Maade lærer de ikke den Disciplin, der er nødvendig for deres Personligheds Udvikling, og som bestaar i: at under- ordne de uvæsentlige Livsytringer under de væsent- lige og tillige at beherske de sidstnævnte, — en Kultur af Barnets Vildmark, der maa begynde tidligt for at blive en anden Natur. Og dette sker ved, at Opdrageren klart véd, hvad han vil fastholde som Hovedsag ved Barnets Udvikling, og herefter opstiller sine Bud eller Forbud, der bør være faa, men urokkelige som Naturlove, og som, naar de overtrædes, bør paadrage Barnet, ikke kunstlede Straffe, men Handlingens egne ubøjelige Følger. Saa- ledes kan man ved bestemte Vaner omdanne Natur- væsenet til et Kulturmenneske — som af Hensyn til sig selv og Andre tøjler sine samfundsfjendtlige Drifter — uden at Personligheden dog undertrykkes. Thi ud over de urokkelige Loves Omraade burde Børn aldrig