30 KVINDERNE. sfære, dets Vaner og Idealer derimod næsten Alt. Opdrageren maa fremfor alt kunne vente, maa kunne beregne alle Virkninger for Fremtiden, ikke for Nuet. Opdrageren tror ofte, at han sparer Barnet for frem- tidige Lidelser ved at »modarbejde dets Ensidigheder«, som det hedder. Han betænker ikke, at ved Forsøg paa at tvinge Barnet i en modsat Retning af den, mod hvilken dets Personlighed peger, lykkes det blot at forringe Naturen; ja ofte blot at beholde Svagheden i en Egenskab, ikke den tilsvarende Styrke. Dog ofte er det aldeles ikke nogen saadan Grundsætning, der er det Afgørende, men kun dette: at man tankeløst holder fast ved det gamle Selvfornægtelsesideal. Man underkuer Barnets Opdagerlyst og Foretagsomhed, man saarer dets yderst pirrelige Skønhedssans; man øver Vold paa dets mest personlige Ejendom, dets Ømhedsbeviser; man til- retteviser dets Modvilje, dæmper dets Henrykkelse. Under saadanne Angreb paa deres individuelle Væsen, deres Følelser og Smag er det, at de fleste Børn, men især de fleste Pigebørn, vokser op. Det er derfor ikke saa underligt, at de Voksne sjældent ser tilbage paa deres Barndom som paa en lykkelig Tid. En stærk Livsfølelse, Følelsen af noget Fuldt og Helt, af alsidig Kraftudvikling og Evne — det er Lykke. Børn har flere Lykkemuligheder end de Voksne, thi de kan mere udelt og umiddelbart fornemme denne Livs- følelse. De burde faa Lov til at bruge disse Lykke- muligheder i den Tid, da Forældrene tildels har Magt over deres Liv! Kun altfor snart kommer de til paa egen Haand at forsøge, forsørge og maaske forbløde, og da gælder det først og fremmest om, at de ikke er