62 KVINDERNE. rimeligvis savnes hos Fremtidens Kvinde. Hun vil altid vedblive at være Elskerinde og kun som saadan vil hun blive Moder. Og paa denne vanskelige og skønne Kunst at være paa engang Elskerinde og Moder vil hun ofre sine ypperste og fleste Kræfter; hendes religiøse Kultus bliver at skabe Livets Salighed. Eftersom hun kender og ærer de psykiske og fysiske Betingelser for Sundhed og Skønhed, vil hun — med større Klarsyn og dybere Ansvarsfølelse end nu — vælge sine Børns Fader. Hun vil føde og fostre sunde og skønne Men- nesker, og selv vil hun eje større Fagerhed og en længere Ungdom end Nutidens Kvinde. 1 hele sit Liv vil hun behage, fordi hun bestandig vil forskønne Til- værelsen. Men hun vil kun behage, fordi hun i hver en Alder er helt sig selv; og sin uforgængelige Ungdom, sin største Skønhed aabenbarer hun kun for den, hun elsker. Hun véd, at intet Trylleri er dybt som Sjælens, og af sit eget Væsens Fylde henter hun denne bestandig nye Tryllemagt, disse altid uventede og i det Uendelige nuancerede Ytringer af sin individuelle Ynde. Ved sin blotte Nærværelse ophæver hun Formens og Vanens Tvang, og ved sin egen Fornemhed adler hun det Nye, hun skaber indenfor Familje-Samlivet saavel som i Samfundet og Selskabslivet. Rimeligvis vil hun komme til at tale mindre end Nutidens Kvinde, men hendes Taushed og hendes Smil vil blive mere vel- talende end dennes. Hun udtaler sig altid umiddelbart og altid maadeholdent, forskelligt og dog altid ens, spontant og udsøgt. Hendes Væsen vælder frem, frit og frisk som Fossens brusende Fald, men, som dette, bundet af en indre, fast Rytme. Hvor vidt hun end