112 LIVSBEHOV. end alle andre. Thi man giver sig aldrig saa helt hen i Naturen, som naar ensomme Dage danner en Perlerad, hvor den ene Dag bliver den anden lig, men hvor hver Dag for sig er et skønt afrundet Hele. De, der frygter Ensomheden, fordi de venter der at føle sig mere ene — de har Ret og Uret. Thi det er midt iblandt Mennesker, at man — ved sin indivi- duelle Natur eller Skæbne — er videst skilt fra dem; det er i den befolkede Ørken, at Luften mest er fyldt af Tung- sind. Men overfor Naturen som overfor Døden — den største Ensomhed og den mest urokkelige Nødvendighed — tvinges vi til at tage Afstand, ikke blot fra Dagens Uro, men fra Uroen i vor egen Skæbne. Dens Grund- linier bliver større, men dens Enkeltheder mindre — som naar man fra en Højde skuer ned paa et Landskab. Det mere eller mindre af Smerte eller Salighed, hvor- med Tilværelsen fylder vore Dage, det mere eller mindre dygtige Dagværk, hvormed vi fylder Tilværelsen — til begge Dele vender vi, fra den ensomme Kontemplation, tilbage med et mildt ironisk Smil. Nu kan vi saa let gøre os døve for de Stemmer, der kalder os ind i Dagens Uro og søger at overbevise os om, at ogsaa vi behøves der. Vi sønderslides nu mindre af den Kval, der lyder fra vor egen eller andres Sjæl. Thi vi har lært at indse, at selv den største Kval dog kun er en lille Draabe i et stort Hav, ligesom den største Lykke kun er et flygtigt Glimt i en Draabe. Den Sjæl, som i Stilheden har havt Mod til at skue ind i sig selv og at maale dette Selv, den véd, at kun Et er det Store og Væsentlige: at vokse. Og vokse