SKØNHED. 119 i ellevte Time er bleven greben af Lidenskab for denne Egn, den, der føler sig som Svensk paa en hel ny Maade, efter at han med egne Øjne har set vort Land omfatte disse vældige Vidder, han maa sørge, som den sørger, der véd, at han har givet sin Kærlighed til et af Døden mærket Menneske. Thi dette af Ingeniører og deres Værk usurperede Norrland, det af Forretningsmænd og Turister opfyldte og demoraliserede Norrland — det bliver aldrig vor Kærligheds Norrland! Det er ikke om Dagen, at den dybe Kærlighed til Norrland tændes i Sydsvenskens Sjæl. Hvor storslaaet skønne de vide Udsigter fra Bjergene end er, hvor fagre end Bjergenes bølgende Linjer, de lange Aase, den blomsterfyldte Dal, den stride Fos, den blaaklare Sø — alt dette har i al Fald Alpevandreren i Sydevropa set endnu større og fagrere. Men om Natten — Højsommernatten — da er det, Norrland aabenbarer sin særegne Fortryllelse; da nedlader denne stolte Natur sig til at hviske sine dybeste Hem- meligheder i vort Øre. Da er det, den dråger og lokker med uanede Herligheder. Da er det. Formerne træder frem i samlet Storhed og skøn Mangfoldighed; at Farverne staar dybest mættede og Luften kærtegner med sine mest dufttunge Bølger. Da er det, at Stilheden taler sit sælsomme Sprog, at Ensomheden omslutter det ensomme Menneskehjærte med sine svale, dulmende Hænder, medens Livet staar ubevægeligt med Fingeren mod Mundens strænge Linjer. Da er det. Menneskene fornemmer Uendeligheden, i hvilken dets egen Tilvæ- relse er et Stjærneskuds Blink, fornemmer det Grænseløse hinsides sin egen Sjæls begrænsede Synsvidde.