SKØNHED. 121 kraftig Harmoni med alle de blaa Toner. En blegt guldfarvet Fuldmaane lod et endnu blegere Guld dirre paa en Fjeldsøs mørkblanke Flade. Luften var let, blød og sval som Silke. Natten saa lys, at den mindste For- grening af Rensdyrmosset var synlig, Stilheden lydløs, — naar ikke en Snebæks sølvfine, kolde Klang forstyrrede den. Det var et saa fuldkomment Indtryk, at jeg følte mig fristet til ikke at afvente Solopgangen for helt at bevare kun Nattens Billede. Men jeg blev dog. Og om- end jeg — ligesom alle andre, der har ventet paa samme Maade, — i Løbet af den sidste Time begyndte at anse Troen paa Solopgange for at høre til de Fordomme, man bør søge at overvinde — var jeg dog glad over, at jeg gjorde det. Thi jeg genvandt min Tro, da det ene Bjerg begyndte at kaste dybgrønne Skygger over det andet, da Skyerne spejlede sig som klarblaa Pletter i lysegrønne eller lyseblaa Fjeldsider, da hver rød, violet, grøn og blaa Tone, Farveskalaen ejer, fra den dybeste til den lyseste, bredtes ud i uendelig Skiften. Solen gør — som andre Malere — sine lykkelige Fund. Og den Malerglæde, Solen denne Morgen følte, den Farverus, den derved skænkede, hører til de Oplevelser, der aldrig paa samme Maade vender tilbage. Men senere blev det dog ikke dette eller andre af Dagens og Livets Indtryk, der var de uudsletteligste Minder fra Norrland. Det var altid Natten og Ensom- heden, den fuldkomne Ensomhed, den, hvorunder man hører Stilheden, der vedblev at være Norrlands særegne Skønhed. Og det var denne uendelige Stilhed, denne Tavshedens Andagt, der saa ofte heroppe fremkaldte