Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180 MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
at have forenet sig for at gjøre hende til et billede af ufor
lignelig skjønhed og majestæt. Men intet bifaldsraab hilser
Marie Antoinette; alt bliver som is paa hendes vei.
Toget skrider frem belyst af vaarsolens straaler.
Paa slottets balkon ligger et barn, der støttes med puder, —
et gulblegt, sygt, afmagret barn. Det er kongeparrets ældste
søn, Frankriges kronprins, den lille Ludvig, der følger pro
cessionen med sit halvslukte, sorgtunge blik.
Hans mørkringede øine lyser et øieblik ved det eiendom
melige og glimrende skue. Det er den sidste glæde, der er
forbeholdt ham hernede; thi om en maaned vil han være død.
Hans moder ved det. Hun løfter hovedet og søger sin stak
keis lille. Hun tvinger sig til at smile til ham et forstenet
smil og gaar videre opfyldt af mørke tanker.
Mængdens truende taushed afbrydes pludselig af skrig,
der tordnes ind i hendes øre: „Leve hertugen af Orleans!"
Det er en ondskabsfuld demonstration; thi hertugen af Or
leans er hendes bitreste fiende. Han har ikke bidraget mindst
til at vække og sprede det had, som hun er gjenstand for.
Det er ikke prinsen, man tiljubler, men dronningen, som
man vil fornærme. En hob kvinder fra Paris er komne for
at hilse hende med denne haan; tre gange gjentager de sine
fornærmelser og hadefulde udraab.
Kongen synes intet at høre. Marie Antoinette blegner,,
vakler. Hendes skikkelse skjælver; hun griber om sig og er
paa vei til at falde. Prinsesserne iler frem for at støtte hende.
Kongens venner, der er forberedte paa angreb, raaber: „ Kon
gen leve! Leve dronningen!"
„Husk, at De er Maria Theresias datter," siger en stemme
i hendes nærhed.
„Jeg husker det," mumler hun halvt afmægtig og samler
sine kræfter paanyt.
Man vil lade toget stanse; men hun hindrer det ved en
haandbevægelse. Det brænder i hendes hoved, hendes læber
er tørre; med majestætisk værdighed, men med et udtryk af
dyb kummer fortsætter hun sin gang.
Den selvbeherskelse, som hun har vist for offentligheden,
forlader hende imidlertid, saasnart hun er kommen tilbage
til sit slot. Hun styrter om paa gulvet. Hendes virkelige fø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
