Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD 469
I fængselsgaarden spadserede de mest ryggesløse skabnin
ger side om side med høit agtede kvinder af landets bedste
familier; de ventede alle paa at føres til skafottet.
En klynge af de førstnævnte samlede sig en dag under
vinduet og anklagede med høie røster „hyænen fraTrianon"
for at bære skylden for tvangsforholdsreglerne mod dem. De
forlangte, at hun uopholdelig skulde dø.
Marie Antoinette, der stedse blev ophidset ved tanken
paa at være gjenstand for en forbandelse og afsky, som hun
aldrig tilfulde havde kunnet forklare sig, løftede sine øine
mod himlen med et saa fortvivlet udtryk, at portneren,
som netop befandt sig inde i hendes celle, ikke kunde til
bageholde et udbrud af forbitrelse mod disse megærer.
Bag Conciergeriets mure talte alt om døden: Hver dag
kom retsskriveren derhen. Han steg op paa en bænk i gaar
den og oplæste med høi stemme navnene paa dem, som
den følgende morgen skulde henrettes. Marie Antoinette
hørte ham stadig raabe op personer af hendes bekjendtskab,
der maatte dø; den smerte, som dette beredte hende, var en
af de grusomste i hendes sidste fengselstid. I sit mørke rum
kunde hun tydelig høre de dødsdømtes skrig og kjøretøierne,
som rullede bort for at føre dem til skafottet.
Elisabeth og Marie Therese befandt sig i al denne tid i
tvivl med hensyn til dronningens skjebne. Endelig erfarede
de, hvor hun befandt sig, samt hvordan hun blev behandlet.
Marie Antoinette vilde have takket Gud, om hun havde
havt leilighed til at arbeide; men man havde i Conciergeriet
fordømt hende til fuldstændig uvirksomhed. Skjønt hun al
drig beklagede sig, var det øiensynligt, at hun led meget ved
at være tvungen til lediggang.
Gjennem en tro tilhænger lod hun omsider sin svigerinde
anmode om at sende hende et strikketøi, som hun havde
paabegyndt: et par strømper til sin lille søn.
„Vi sendte det til hende tilligemed alt, hvad vi kunde
finde af silke og uld," fortæller hendes datter i sine opteg
nelser; „thi vi vidste, hvor megen pris hun såtte paa at kunne
beskjeftige sig. Men vi hørte senere, at man ikke havde givet
hende det af frygt for, at hun skulde bruge naalene til at
tilføie sig skade."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
