Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
traadte ind, første gang ombølget af parisernes glødende be
geistring, og som hun forlod den tiende august under vredes
skrig fra dette samme folk, der er saa grusomt bevægeligt i
sine følelser.
Gud alene ved, hvilke tanker i dette øieblik rørte hen
des hjerte. Han alene kjender de angerfulde, varme bøn
ner, som steg frem
af hendes af lidel
ser udpinte sjæl.
Under vegten af
erindringerog tan
ker bøiede hun
hovedet; hun blev
endnu blegere, og
tunge taarer faldt
ned paa hendes
knæ.
Skafottet var reist
ved frihedens støt
te.
Dronningensam
lede sin kraft. Hun
gik op ad forhøi
ningen méden fat
ning, der om mu
ligtvar endnu stør-
LUDVIG XVl’s OG MARIE ANTOINETTES GRAV
re end den, hvormed hun havde forladt sit fængsel, med en
majestæt, der ikke var mindre end den, hvormed hun i sin
fortids glans fra tronstolen havde hilst sine undersaatter.
Inden hun naaede skafottets øverste trin, kom hun ufor
varende til at træde paa skarpretterens fod.
Dronningen vendte sig; med udsøgt høflighed sagde hun
til ham:
„Jeg beder Dem om undskyldning, min herre!"
Idet hun snublede, havde hun tabt sin ene sko; den var
paafaldende liden. En mand af folket tog den op og gjemte
den som en relikvie.
Bøddelen udstødte et smerteraab.
Den dødsdømtes sidste blik søgte Temple. Saa knæ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
