Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218 ELISABETH
Hun vendte hjem; thi hun følte, at hendes rette plads nu
var i folkets midte og i Franz Josephs nærhed.
Endnu var hun i tyve-aarene. Men hendes ungdom var
forbi. Hun var reist ud med fortvivlelse i hjertet; som en
sjælssterk, udviklet kvinde kom hun tilbage.
Det laa hende ikke paa hjerte at indtage sin plads ved
hoffet. Men hun tog op et forsagende arbeide ved hospi
talerne, der indbragte hende navnet: „de saaredes engel".
Kun en eneste gang ved Rudolfs død beundrede man
hende mere end i denne tid.
Hun besøgte alle militær-hospitaler og indgjød atter de
saarede krigere haab og mod.
Timevis sad hun hos enkelte patienter. Hun talte til hver
især i hans modersmaal, undersøgte hans saar, spurgte efter
hans slegtninge og personlige forhold og efter ønsker, som
hun kunde opfylde.
En soldat ved navn Joseph Feher, søn af en blind zigeu
nerske fra Topio-Szelo, vægrede sig ved at lade sin arm
sætte af. Keiserinden bad ham saa indtrængende om at finde
sig i amputationen, at han omsider gav efter. Hun skrev til
hans gamle moder, sendte hende penge og meddelte hende,
at hun vilde lade sønnen føre til det keiserlige lystslot Laxen
burg og sørge for hans fremtid.
En anden dag traadte hun hen til en saaret kriger, der
ved et sabelhug havde faaet hovedet næsten knust, saa læ
gerne havde opgivet haabet om at redde ham. Elisabeth
satte sig hos ham og spurgte, om han havde noget ønske;
thi hun vilde gjerne opfylde det.
Med bristende stemme svarede han:
„Nu, da jeg har havt den lykke at se keiserinden ved mit
dødsleie, har jeg intet ønske mere i denne verden; jeg er
tilfreds med at dø!"
Hun delte keiserlige gaver ud til alle de saarede. Seiv
de svageste forsøgte at reise sig og strække hænderne ud
mod hende, naar hun kom. Og naar hun gik bort, raabte de
bevægede efter hende:
„Gud velsigne Elisabeth!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
