Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
341
EN FORGLEMT HELTINDE
fredelige fyrste gjorde Starnbergersøen til et midtpunkt for
sine fester.
Hertug Max kjøbte slottet 1834. Han lod ringmurene og
porthvelvet rive ned. Løbegravene blev udfyldte, hvorved
han vandt plads til den store have, der nu omgiver Possen
hofen.
Bygningen beholdt sin ydre form. Men dens indre blev
forandret: himmelsenge, gammeldags kakkelovne, kjæmpe
store kister fra den gamle tid maatte vige for den nyere
tids mere bekvemme møbler og indretninger.
Et par sidebygninger skaffede plads for hertugparrets
gjester; og et kapel, som hertugen lod opføre, dannede binde
ledet mellem det egentlige slot og de nyere dele.
Slotsgaarden og dens store have er endnu idag omgiven
af en høi mur, som snor sig langs søens bred. I forening
med taarnene udgjør muren det sidste minde om den tid,
da slottene ikke alene tjente til bolig for høie herskaber,
men til forsvar mod fyrstens og folkets hender.
Indenfor ser man den mægtige, rødliggule stenbygning
rage op. Rundt hele slottets østlige side ranker epheuen sig
som en naturlig kaabe; og de grønne, friske buskvekster
og træerne i parken staar vakkert sammen med fontæner
og blomsterbed.
Max og hans familie voksede saa at sige sammen med
egnen ved Starnbergersøen.
De unge prinsesser tilbragte sommerdagene med at ride,
fegte, klatre om paa fjeldknauser og dressere sine hunde og
heste. Uden tvivl skylder de friluftslivet i Possenhofen i ikke
ringe grad den udprægede individualitet, som de senere alle
viste sig i besiddelse af. Hvad var naturligere, end at de
kom til at elske landliv og frihed! De følte sig hjemme mel
lem landboerne; og det krænkede dem, naar man lod haant
om eller for haardt frem mod deres venner i fjeldene.
I sidstnævnte henseende fulgte de det eksempel, som
begge deres forældre gav.
Det smukke fyrstehjem strakte dybe og lange rødder ud
i den stille omegn. Det faldt naturligt for de fattige at ile til
„hertuginde Max“ og at søge trøst og hjælp hos hende. Thi
vel slog hendes hjerte varmest for hendes barneflok; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
