Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406 DRONNING MARIA SOPHIA AF NEAPEL
Angstens byrde var med ét slag løftet af vidunderbyen
„La bella Napoli Den vildeste jubel over den politiske
befrielse gjennembrød alle skranker; og den klare himmel
syntes at dele folkets glæde.
Garibaldi vægrede sig ved at begive sig til det slot, som
kongen og dronningen endnu den foregaaende dag havde
beboet. Gjennem „Basso Porto“ kjørte han til Lago Castello,
forbi det kongelige palads op til det slot, som var bestemt
for fremmede fyrster, og hvor han tog ind.
Menneskemasserne bølgede omkring hans bolig, saa op
til vinduerne, udstødte bedøvende hurraraab og kaldte paa
diktatoren.
Først kom en garibaldist i sin røde bluse, derpaa endnu
én og sluttelig helten seiv. Tordnende jubelraab lød atter
fra menneskemængden nedenfor.
Larmen var altfor stor til, at Garibaldi kunde komme til
orde. Han nøiede sig en tidlang med at bøie sig ud over
jern-rækverket og betragtede opmerksomt folkemassen.
Den frembød isandhed et eiendommeligt syn:
Man saa medlemmerne af et korps amazoner, som havde
anlagt Garibaldis uniform, og som havde aflagt løfte om at
stille sig foran nationalgardisterne og Garibaldi, dersom de
kongelige tropper skulde skride ind. Man saa præster med
trefarvede skjærf over skuldrene og faner i hænderne, bar
hovedede munke med gevær paa skuldrene, mænd og kvin
der med sabler, dolke og kaardestokke, som de svingede med
glædedrukne menneskers vilde begeistring. Endvidere saa
man hundreder af lazzaroner, bevæbnede med spyd, som
man havde anskaffet til barrikadernes forsvar, for det til
fælde, at kong Frants havde villet drive folket til en saadan
yderlighed.
Garibaldi vinkede med haanden for at paabyde taushed,
men det var forgjeves. Sindsbevægelsen havde bleget hans
af naturen røde kinder; hans ansigt forraadte et vemod, der
dannede en selsom kontrast til hans beundreres feberagtige
glæde. Men i hans øine saa man gjenskinnet af den ild,
som luede i hans indre.
Endelig blev det stille.
„Neapolitanere! “ begyndte han med en klokkeklar stemme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
