Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN FORGLEMT HELTINDE 435
Mange mennesker døde og saaredes ved Vesuvs udbrud
i begyndelsen af aaret 1862.
Ex-kongen skjenkede de forulykkede fire tusinde lire; de
øvrige medlemmer af kongefamilien gav to tusinde lire til
sammen.
I følgeskrivelsen udtalte den forjagede monark;
„Hvor ringe mine midler end er, saa er jeg dog konge.
Jeg skylder mit folk den sidste blodsdraabe og den sidste
lire! Den fattiges skjærv, som jeg idag sender, har kanske
høiere værd, end alt, hvad jeg i bedre tider, der ikke vil
udeblive, vil være istand til at gjøre for mit folk!"
Han var i landflygtigheden den samme gode og fromme,
men svage mand, som hvilken vi har lært ham at kjende j
Neapel.
Han var neppe kommen til Rom, forinden det ultramontane
og legitimistiske parti viklede ham ind i sine garn, og han
blev midtpunktet for en kontra-revolution, som nærmest
fandt udslag i form af røvervæsen.
Et absolutistisk kongerige Neapel blev betragtet som den
sikreste støtte for pavens verdslige herredømme i Rom.
Den fattige befolkning i de nøgne bjergegne nordost for
Palestrina og Anagni havde længe været en planteskole for
røvervæsenet.
Med en mulig røverkrig for øie havde kardinal Antonelli
i november 1860 hvervet den del af den bourbonske hær,
som havde søgt tilflugt til pavens territorium. Klostrene i
bjergene ikke langt fra pavestatens grænse blev benyttede
som kaserner og arsenaler. I ly af disse klostre holdt nogle
mænd ad gangen bivouak; de modtog sine levnetsmidler
fra en nærliggende pavelig landsby.
Pavelige gendarmer og kardinal Antonellis godsforvaltere
gav dem signaler, for at de ikke skulde falde i hænderne
paa de franske tropper, som var stationerede i Rom for at
beskytte Pius den niende.
Af og til gjorde de indfald i Neapel under leveraab for
den afsatte konge. Men de trak sig somoftest hurtig tilbage
over den sikre, pavelige grænse, hvor Victor Emanuels sol
dater ikke kunde naa dem og tugte dem.
Ogsaa franskmændene maatte beskytte de flygtende. De
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
