Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munken i Certosa-klosteret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Snart efter fulgtes vi alle ud, min veninde
i ivrig samtale med sine landsmænd.
Overgangen fra den halvmørke kirke og til
det straalende solskin i klostergaarden, dagen
med sine lyse farver, blændede mine øine. Jeg
blev staaende paa trappen et øieblik.
Idet jeg gik nogle skridt fremad, stødte min
fod mod en jordhøi.
„Det er vore grave," sagde munken. „Her
ligger vore brødre. Her graver vi seiv vor
egen grav."
Jeg saa paa ham. Et melankolsk alvor laa
over hans træk. Stemmen var mild, men med
en klang af hemmelig og skjærende lidelse.
Det franske selskab var imidlertid trængt
længere frem. Vi hørte damernes høirøstede
beundringsraab, der gjaldt blomsterne og det
arkitektoniske mesterverk: en marmorbrønd, der
stod midt paa pladsen.
„Comme vous devez étre heureux ici, mon
pére!" raabte min pariserinde til munken.
Han svarede ikke.
Hun gjentog sit udbrud med end mere over
bevidst røst; men vor cicerone syntes ikke at
høre hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
