Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Klipperne til Vandm. Anton stred imod. Den vilde
Dæmon var atter vakt i ham. »Slip mig, slip mig,
jeg «er jo stille som spaternostetfkjcetkenel« raabte han
og skar Tander. ,,Slip mig, trcrk ikke saa haardt-i
mit Hoved. . An, aa! Det bliver mørkt igjen«l«
En oelgiokende Besvimelse endte for Øieblikket den
svage Ynglings Lidelser-.
Paa sine endnu muskelstasrke Arme bar Haraldson
ham til det lille Seiltell, men havdeendau ikke gjort
Noget for at bringe ham’kil Live igjen, førend Erika
ankom og med et gjennemborende Blik opfordrede ham
til at hjælpe sig.
Den gamle Skurk fra Tidsekoen frygtede sin
Sonnekone, thi han ahnede, at Birger havde betroet
hende deres falleds Brode, og Tanken herpaa frem-
bragte stundom en Febergysen hos ham; men da tre-
stede han sig med Haabet om, at var det end saa galt,
saa vilde dog ingen Kone være istand til at forraade
sin Mand, af hvad Beskaffenhed Forbrydelsen end· var.
»Giv mig Biinscaskenl« sagde Erila. »Deu
festl- Dreogs Sindebevcegelse var sor- stor til at
· hans faa Kræfter kunde udholde den; men for hans .
legemlige Snadheds Skyld boe han dog ikke sangle
svide
»Jss st- bss sisk bedst Gavn, naar hav kol-
«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
