Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
»Vi maae overlade det i Guds Haand, min Ga-
bkiekle,« sagde Eriia beroligende »Vi have idetniinste
den Trøst, at have gjort hvad vi formaaede. Men seet
Du, at Fader og Anton, som staae deroppe paa Bjerg-
toppen, besvare et Signal ska Baaden.2 Med Guds
Hjælp er det et lykkeligt Tegn. Lad os nu gaae ind;
vi kunne jo dog ikke stjæer Noget, og Vandet, som er
steget saa høit op, gaaer Dig over Foddeknez Du sor-
ksolek Digl«
»Aa, det er kun Bagatellek; jeg er msl nok. Du
er ogsaa vaad om Fødder-ny Erika, men Du taler
aldrig om Dig selv. See-, der kommer Auton ned,
— maaskee har han noget Trostende at sokkpnde.«
Imidlertid stræbte Meget-, som havde sat to af
sine raskeste Kacle ved Aarene, lige imod Vane-udslet-
stjeeeet, hvor Veaget, efter Skibodtengenc Bestridelse,
skulde ligge. Fatten var hesvcerlig, men de kjække Sø-
folk bleve ikke trætte- Hoee Gang de tabte ved en Sø
ellet en Omvei, eestattede de det ved fornyede Anstræn-
gelser. De begyndte nu at bemærke Splintek as Fat-
tsiet blandt Jisstpllerne, og det var deuueOpdagelse de
tilkjendegaoe Haraldsotr. Her havde sammenhohet sig
spen lille Hoi af Bjeller, hist havde et Jisstylle villet
endeel Tallel om sig og Stunspee af en Mast dandsede «
paa Bolgerne ved Siden as malede Omddee as Ree-
lingen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
