Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 15. 11te april 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
TEKNISK UGEBLAD.
Ilte april 1884-
samme mål, som gasbelysningen vinder større
udbredelse, voxer også hygienens forpligtelser til
at søge efter sådanne midler. Vi vil nu se, hvad
videnskabelige undersøgelser har gjort og opnået til
opklaring og forhindring af disse forhold.
Når vi først spørger om, hvorfor lysgasen virker
giftig, så har allerede Orfila’s experimentelle
undersøgelser påvist, at det væsentlig beror på dens gehalt
af kuloxyd, hvilket også er det giftige i den såkaldte
kulos.
Kuloxydgehalten i forskjellige lysgasarter er
også forskjellig, således at den ene er farligere end
anden. Stenkulgas indeholder vanligvis 10 pct.,
oliegas 17 pct., torvgas 20 pct. og trægas 30 pct.
I almindelighed bruges nu for tiden alene
stenkuls-gas til oplysning i vore byer, og denne har da
heldigvis den mindste kuloxydgehalt.
De andre bestanddele i lysgasen er nu altid
såkaldte irrespirable gasarter, d. v. s. de kan ikke
ved åndedrættet træde i stedet for luft; men de
virker ikke direkte giftigt.
Dr. Max Gruber har påvist, at man tør blande
luften for sådanne dyr, som er meget ømfindtlige
ligeoverfor små mængder kuloxyd, med store
mængder lysgas, som man først har befriet for det
kuloxyd, som findes i den. Det vilde derfor være af
stort hygienisk værd, om det lykkedes gasteknikerne
at finde midler, der er anvendelige i det store til
at fjerne kuloxydet fra lysgasen, ligesom de har
fundet midlerne til at fjerne svovlvandstof (ved
jernoxydhydrat), og kulsyren (ved kalkhydrat).
Sålænge imidlertid, at dette endnu ikke er lykkedes,
må vi i enhver lysgas se en fare for sundhed og liv.
(Forts.).
Praktiske vink for exportører.
Idet vi efter «Deutsch Industriezeitg.» indtager
nedenstående, så er det fordi vi anser det så
passende for vore forhold, at man blot på de
betræffende steder i texten behøver at ombytte Tyskland
med Norge.
Klagerne over den mangelfulde indpakning af
exportvarer, der nu som før lyder fra udlandet, er,
når man sammenligner med de franske og engelske
samt også de nordamerikanske varers emballage,
ikke alene berettigede, men også vigtige nok til at
omtales her; især da det kun dreier sig om
mangler i \or hjemlige exportindustri, der let lader sig
ændre. En stor del af de tyske fabrikanter lægger
altfor liden vægt på en idetmindste anstændig
indpakning af sit fabrikat, medens derimod den
franske og engelske fabrikant heri lægger megen
omsorg og smag for dagen. Medens disse ofte anven-*
der virkelig luxus, det bedste pakpapir og fine
kartons, etiketter etc., så ser man hos os ikke sjelden
det simpleste pakpapir og tildels endog
makulaturpapir og gamle tryksager anvendte til emballage.
Om man hertil også kan indvende, at gode og
prisværdige varer anbefaler sig også uden skjønne
omslag, og at den elegante’indpakning meget ofte går
på bekostning af fabrikatets soliditet, så kan vel
dette i mange tilfælde være sandt, men i det store
og hele taget er det dog ikke tilfældet. Men
bortseet fra de enkelte deles indpakning, der
fordetmeste bliver forsømt af de tyske fabrikanter,
angår de oversøiske importfirmaers klager
hovedsagelig de tyske fabrikatas fællesindpakning, den
tildels mangelfulde konstruktion af pakkasserne og
det pakmateriale, der tjener til udfyldning af
mellemrummene og skal beskytte de enkelte
varestykker mod rivning og beskadigelse, men ofte bevirker
det modsatte. Hø og halm, ikke sjelden i fugtig
tilstand, og det første ofte blandet med stærke plante-
stængler og grovt sivgræs, tunge papirstykker,
gammelt pakpapir og lignende er de hos os brugelige,
men af den udenlandske kjøbmand netop forhadte
pakmaterialer. At grov halm og det med træagtige
plantestengler blandede hø ikke er noget beskyttende
pakmateriale for fine og ømfiendtlige varer, som
f. ex. bronzesager, træskjærerarbeide, ure, sølvsager
etc. behøver vel ingen nærmere forklaring, afseet
derfra, at den åbnede varekasse ikke gjør noget
gunstigt indtryk og minder om en krybbe for heste.
Den franske fabrikant og den praktiske
Amerikaner har da rigtig erkjendt dette og allerede for
længe siden fundet den passende erstatning herfor
i den mekanisk fremstillede træuld, af
Franskmændene kaldet «træhalm» og af Amerikanerne
«exel-sior». Dette er et elastisk, blødt, lysfarvet og
overmåde let træfabrikat, der fyldestgjør alle fordringer
til et godt materiale og efter volumen beregnet ikke
stiller sig dyrere end hø. Det bliver ikke sjelden
anvendt til polstring af møbler og vognsæder etc. og
står hertil i klasse med det såkaldte coin. d’Afrique,
tang etc. Den mekanisk fremstillede, såkaldte
træuld består af enkelte smale og tynde, ca. 50 cm.
lange spåner, der er spiralformig dreiede og lig det
vegetabilske krølhår, det såkaldte indiagræs, slynger
sig i hverandre i partier. Det bliver lettest
fremstillet af seigt, blødt træ, som asp, poppel og
pilearter, og arbeidet foregår ved en dertil konstrueret
egen høvlemaskine. Da disse træsorter har liden
værdi som brændemateriale såvelsom for industrien,
og maskinen daglig leverer 4 til 5 ctr. træuld, så
bliver prisen på dette materiale forholdsvis ringe,
og det vilde ligge i vor exportindustris interesse at
få indført fabrikationen af dette endnu ukjendte
materiale i Tysklands skovrige trakter og få dette
fortræffelige pakmateriale bragt i handelen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
