Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
TEKNISK UGEBLAD.
1ste marts 1888
nærmest er fintfordelte kjødpartikler, der holdes
oplemmet i oljen vil efter en tids forløb fremkalde
gjæring hvorved selvfølgelig produktet vil tabe
meget i kvalitet, idet oljen bliver uklar, mørk af
farve samt erholder en ubehagelig lugt.
Af oljemodtagere er i Kållvikens fabriker to,
der ligesom kogekarene er bygget, af 3 torns
furu-planker 7 fod høi og 6 fod i firkanten. I bunden
er de forsynet med et lukket damprør, (indirekte
dampopvarmning) for at vand og olje skal holdes
ophedet, hvorved klaringen lettere befordres. Når
oljen har sat sig «til tops» afskummes den og
kommer over oljekarrene, hvoraf er 4, der hver er 41/*
fod høi og ligeledes opvarmes med indirekte damp.
Oljen passerer nu fra det ene kar over i det andet
og tilbagelægger i ethvert endel urenheder. Den i
det sidste kar værende olje, der er lysgul af farve
og har en sød smag tappes på fade. Det er
selvfølgeligt, at der ved afskumningen af den klare olje
i hvert kar vil blive tilbage en uklar oljerest og
bliver dette olje af ringere og ringere kvalitet,
eftersom afskumningen skrider frem. Man sorterer
ved den her nævnte fabrik oljen i extra fin, prima,
sekunda og tertia. Denne sidste er den i Amerika
såkaldte «gudry», der tilberedes ved at brænde de
sidste oljerest er fra klarekarene; den er mørk brun
af farve og af smøragtig konsistens.
En forsigtighed man stadig passer på er, at
der altid står noget vand over dampledningsrørene
i klarekarene, hvilket dels skal tjene til at forhindre
påbrænding og dermed sværtning af oljen på de i
bunden liggende varme damprør, dels skal tjene til
at forhindre lækage af olje.
Udbytte af olje kan her sættes til 2l/% å 3
volumenprocent af den forbrugte sild.
Tørringen af råguanoen er en langsom og
dermed også som oftest meget kostbar proces, og
er der noget en guanofabrikant beklager sig over,
så er det helst gjerne over den sene tørk, hvilket
dog igjen kan afhænge af det anvendte
tørreappa-rats mere eller mindre godhed. Ikke uden grund
hørtes derfor også den samme klage ved de
bohus-lånske sildeguanofabriker. Af personlig erfaring
kan således meddeles, at i de guanofabriker jeg har
besøgt og disse er ikke få, har jeg endnu aldrig
truffet på to tørreevne af tilnærmelsesvis samme
konstruktion, hvilket noksom beviser den famlen,
som her er tilstede, og er det derfor også en
vanskelig sag i denne retning at gjøre et godt valg
blandt den mangfoldighed af tørreevne og forslag
til sådanne, der fortiden existerer.
Ved Kallvikens fabrik udførtes tørringen på
følgende måde: det pressede affald bringes ved hjælp
af en Ewarts elevator fra hovedb3^gningens underste
etage op i den øverste og herfra gjennem en rende
over i en ved siden af liggende mindre bygning
(tørrehuset) hvor Johnstones tørreapparat er opstillet.
Dette består af en dobbelt pande af støbejern (flg.
2). Den indre pande, der er 8 fod i diameter og
2 fod høi, er til sin halve høide nedsat i den ydre,
således at der bliver et mellemrum af ca. 2 tommer
hvori der cirkulerer damp for Ophedning af den
indre pande (tørrepanden). Begge pander er ved
påstøbte flenser damptæt tilskruet hinanden og hviler
på et 4 fod høit støbejernstativ.
Kondensations-vandet fra damprummet føres gjennem en ledning
fra ydre pandes bund tilbage til kjedlerne^
forvarmer. Apparatet er endvidere forsynet med et låg
af tyndere jernplader, hvori er en luge hvortil den
ovenfor omtalte rende fra hovedbygningen fører. I
låget er dernæst et afledningsrør, der står i
forbindelse med en ventilator, som udsuger de i
tørre-panden af råguanoen dannede vanddampe, som fra
denne føres ud i den fra dampkjedlerne førende 80
fod høie skorsten. Fremdeles er i apparatet anbragt
en omrøringsindretning, der består af to på en
vertikal axel befæstede skraber, hvoraf den ene fører
guanoen ud mod periferien, den anden ind mod
centrum, samtidig med, at hele massen føres rundt.
Når guanoen er tør, hvilket ialmindelighed medtager
6-8 timer, udkastes den gjennem et hul i pandens
bund, ved at man lader omrøringsapparatet gå rundt,
og derved mindre portioner, for hver gang skraberne
bevæger sig hen over hullet, kastes ned. Den
guano, der kommer ud fra apparatet føies i varm
tilstand i hånden endnu meget fugtig ud, men
skjø-res ved afkjøling; den indeholder dog fremdeles
7-8 pct. vand.
I dette tørreapparat indbringes 5 å 600 kg.
råguano, der efter udført tørring leverer 3 å 350
kg. tør guano, hvilket altså svarer til en
produktionsevne af omtrent l ton pr. døgn på råguano af
50 pct. vandgehalt og en tilbageværende fugtighed
af 7-8 pct,
Tørreapparatet ved Grøtø fabrik var en såkaldt
«Firmann’s dreier». Af dette apparat kan jeg dog
ikke give nogen nærmere beskrivelse, da jeg ved
mit besøg der blev negtet adgang til tørrehuset.
Efter hvad jeg dog hørte og for endel så, bestod
det af en dobbelt liggende cylinder af ca. 25 fods
længde. Mellem den indre og ydre cylinder
cirkulerer damp, såvelsom i den gjennem cylinderens
centrum og i dens længde gående svære (ca. 12
tommer) hule axel, der er forsynet med skovler,
der holder guanoen i en stadig bevægelse.
Vanddampene fra råguanoen ledes også her ud i den ved
siden af stående skorsten.
Til f infor maling af den tørrede guano
benyttes hos os almindelige møllestene (Selbostene) eller
kantgående stene, dels andre findeleapparater som
desinteratører samtlige kombineret med de
almindelig anvendte melsigter. Ved Kallvikens fabriker
udføres dog sigtningen af den afkjølede guano uden
forudgående finformaling, da man påstod, at guanoen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
