Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
TEKNISK UGEBLAD
SOte mai 1889
Arbeiderkommissionens forslag til lov om tilsyn med arbeide i fabriker m. v.
Apotheker Schøyen. Ingen lov i dette land var mindre
påkrævet end denne om normalarbeidsdag. Efter hvad der
var oplyst, overskrides jo ikke iforveien den normale
arbeids-tid. Ordnede forhold var en udmærket ting, men loven burde
ikke optræde før der var trang og plads for den. Ellers
virkede den til skade. Ingen vilde reise sig kraftigere mod en
sådan lov end de gode arbeidere og spørge: «Er jeg da ikke
en fri mand i Norges land?»
I andre henseender kunde nok en lov påkræves. Særlig
nød børn ikke tilstrækkelig beskyttelse, således i
fyrstikfa-biikerne.
Overproduktionen var nævnt som grund til at indskrænke
arbeids tiden. Ja, hvis vi var et koncilium, som regjerede hele
verden, kunde der være mening i sådan tale. Men for et lidet
land som vort vilde det sikkerlig føre til undergaug for den
industri, man vilde søge at beskytte. Det var liden hjælp i,
om vi indskrænkede vor produktion til halvparten; det
regulerede ikke markedet. Sådan tale kunde kun være på sin
plads i en international kongres.
Hvad man her befattede sig med, var en omfattende og
vanskelig materie, som neppe helt kunde overskues. Derfor
håbede taleren at .den ikke fremmedes hurtigt, men blev lutret
og drøftet, skjønt taleren også troede, der var meget godt ved
den. Men det var ikke et arbeide enten for et, to eller tre
storthing.
Ingeniør I hl en. Om vi også kunde kommandere hele
verden, var det dog bedre, at der arbeidedes dygtigt og
produceredes meget. Hvor vanvittigt dette ræsonnement om at
indskrænke produktionen var, måtte let kunne forståes af
enhver. Lad os føre ræsonnementet videre: lad os holde op
allesammen! Lad verden stå stille! Så måtte det vel blive
rigtig gjildt?
Kaptein Lund havde læst om, at i de 7 magre år, da var
det ikke godt; men i de 7 fede var det bedre. Taleren kunde
heller ikke forstå, at når kul blev billige, så måtte arbeiderne
fryse, eller at de var husvilde, fordi der byggedes for mange
leiligheder i byen. Men taleren forstod nok, at en altfor
mægtig overproduktion kunde føre til kriser, der bragte nød
med sig.
Derfor kunde taleren heller ikke forstå, hvorfor
arbeids-tiden skulde indskrænkes. Man fik arbeide maximumstid, at
arbeide mere vilde være dumt.
Det kom ikke an på middeltallet for alles arbeidstid.
For dem, der arbeidede 9 timer, gjorde det ikke noget. Men
ikke så for dem, der før arbeidede 11 timer, hvis arbeidstiden
før var fornuftig. Men var det maximum om a t gjøre, da gik
det ikke an at fastsætte den mindste, men den største, altså
11 timer.
Knudsen replicerede til apotheker Schøyen. Kår han
havde nævnt omtrent 10 timer som den nuværende arbeidstid,
så var dette et gjennemsnitstal. Derfor var det ikke sagt,
at alle arbeidere arbeidede omtrent 10 timer daglig hertillands.
l time og 20 timer gav også i gjennemsnit 10 timer.
Det fulde gode fik man naturligvis ikke, før dette blev
international lovgivning. Men man havde troet, at en
beslutning af Norges storthing kunde bidrage et skridt hertil.
I møde tirsdag den 29de januar fortsattes diskussionen,
med et indledende foredrag af hr. fabrikbestyrer Lund. Som
bestyrer af en fabrik, der i længere tid havde beskjæftiget et
større antal arbeidere af begge kjøn og alle aldere fra 12 år
og opover, havde taleren fundet det rigtigt at fremkomme med
nogle bemærkninger.
Udkastet vilde taleren dele i 3 store hovedafsnit: 1)
angående sundhedsforanstaltninger i fabriklokaler, samt børn og
kvinders arbeide. 2) Normalarbeidsdag 3) Tilsynsorganer.
Om §§ 1 - 3 havde taleren ikke andet at sige, end at
han med ingeniør Knudsen fandt dem overflødige.
Til §§ 4-15 som behandler forskjellige sikkerheds- og
sundhedsforanstaltninger, havde taleren intet væsentlig at
bemærke.
Taleren fremhævede her, at tilsynet skulde bestå af stedets
sundhedskommission og politiet, altså blev der ligeså mange
tilsynskomiteer som der var sundhedskommissioner, o: flere
hundrede.
§ 6 der omhandler størrelsen af gange m. m. burde
overensstemmende med Knudsens votum udgå. Det var her van-’
skeligt at foreskrive det passende.
§ 8 der indeholder bestemmelse om arbeidsummenes
størrelse, belysning og ventilation kunde taleren gjerne være med
på at skjærpe. Det var underligt, at man ikke ved denne §
som ved §§ 7 og 12 havde foreskrevet, at de nærmere regler
kunde bestemmes af departementet. Ellers giver § altfor
meget spillerum. Der må en specialkundskab til, som neppe
enhver sundhedskommission eller politi besad. Taleren vilde
hævde, at et velventileret fabrikrum var ligeså sundt som en
fattig arbeiders hjem, især i de måneder, da der bruges
kunstig varme.
Videre forekom det taleren besynderligt at der i
bestemmelserne om ventilationen ikke var taget hensyn til
belysningens art.
Det var langtfra det samme, enten fabriken oplystes ved
elektrisk lys eller gas.
Ved den fabrik, taleren var ansat ved, var der i de 3
største rum tilsammen 160 mennesker; indsuget luft pr. time
gik op til 8214 m3, hvorved luften i lokalet ombyttedes 4.45
gange pr. time pr. individ var det 51.3 m3 pr. time. Havde
man havt gas istedenfor elektrisk lys, havde den fortæret
l 266 m3 luft og desuden udsendt Uforbrændelige stoffe. Hvert
menneske havde da ved gas fået kun 43.3 m3 luft. Man fordrer
i skoler 20-30 m3 luft, i fabriker 50 m8 og i meget usunde
op til 100 in3, i hospitaler for ikke smitsomme syge 70-100
og i de for smitsomme syge indtil 150 m3. (Forts.).
«Arkitektoniske konkurrencer«. I dette blad no. 21
opholder «forfatteren til det præmierede udkast« for bygningen
til Håndværks- og Industriforeningen hersteds sig over, at jeg
har sagt, at han har «sat sig ud over programmets klare
bestemmelse om tegningernes art og autah, samt «givet en god
dag i bygningslovens forskrifter«. Med hensyn til det første
så skal jeg oplyse, at der i programmet var forlangt 2 facader
medens «forfatteren» blot havde leveret 1. Dette var forsåvidt
heldigt for ham, som han derved undgik at vise, at hans
løsning ikke på nogen måde lod sig bringe i samklang med den
gamle bygning, idet vinduesaxerne vilde komme i en ulægelig
konflikt indbyrdes.
Da jeg med min artikel ikke på nogen måde har ønsket
at omtale personer, men blot villet påpege manglerne ved den
hidtidig befulgte fremgangsmåde, så skal jeg ikke indlade mig
på nærmere at drøfte værdien af de påberåbte alternativer,
men kun bemærke, at det antagelig ikke var nogen af disse
som blev præmieret, men netop løsningen med det skarpe
hjørne som var vist i hovedtegningerne; forfatteren var nemlig
her heldigst. C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
