Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No, 9.
TEKNISK UGEBLAD.
37
for, at den veivæsenet stillede opgave vilde blive løst på en
mindre heldig og fuldkommen måde end hidtil. Som ved
flere leiligheder fremholdt, er det oftere hændt, at veiingeuiører
endog i sin kraftigste alder er blevne overanstrængte,
ligesom det i sin almindelighed har vist sig vanskeligt at
påvise, at etaten i sin helhed ikke har fuld beskjæftigelse. At
ikke arbeidet for alles vedkommende stedse er lige intenst,
forståes let, når tages i betragtning de vexlende forhold,
hvorunder veivæsenets virksomhed foregår, men de tider, da
enkelte muligens kunne have noget mindre arbeide end normalt,
hvilke navnlig kunne forekomme om vinteren, ter påståes at
indtræffe sjeldnere og at være af kortere varighed end de
tider, da der må arbeides udover det normale.
Veidirekteren anser sig derfor - ialfald under de nu
bestående forholde - ikke istand til at anbefale nogen
forenkling af administrationen eller formindskelse af
administrationsudgifterne for veivæsenets vedkommende på noget punkt,
idet tilføies, at afgjøreisen af det i det kongelige
departements anden skrivelse af 1887 omhandlede spørgsmål
angående forandring af veivæsenets administration selvsagt vil
kunne forandre de her udtalte anskuelser».
Efterat kanaldirektørembedet høsten 1888 ved
lir. Heibergs udnævnelse til toldkasserer i Stavanger
var bleven ledigt, optog departementet til nærmere
behandling spørgsmålet om, hvorvidt det med nogen
fordel for det offentlige måtte kunne lade sig gjøre
at forene kanalvæsenet med en anden arbeidsbranche
med fælles direktør og fælles kontorhold, og det var
dengang, den mærkelige erklæring fra den endnu
ikke aftrådte kanaldirektør fremkom under 13de
decbr. 1888.
Den indeholder bl. a.
«Motivet for en sammenslutning af kanalvæsenets
administration med en af de andre tekniske brancher bør ikke
søges i de fra budgetterne hentede talstørrelser.
Jeg tror tvertom, at det under vore endnu små forholde
på dette felt har været en heldig ordning med de forskjellige
afdelingschefer, som personligen har kunnet vie sagernes
tekniske side sin interesse uden udelukkende at gå op i
administration.
Det er desuden min formening, at man ved en
sammenslutning ikke vilde opnå nogen væsentlig besparelse i
administrationsudgifter under den hidtidige virksomhed».
Efterat direktøren derpå har henvist til den
store nationaløkonomiske betydning, som der ligger
i, at der mere og mere lægges beslag paa
vasdra-genes udnyttelse i industriens og landbonæringernes
tjeneste, udtaler han bl. a.
< Dertil trænges folk, selvfølgelig folk med sagkyndighed
og erfaring, og jeg skulde tro, at man på fordelagtigste måde
tilfredsstiller denne trang ved at benytte veivæsenets
ingeniører, der er spredte udover landet, og som antagelig vilde
omfatte disse meget interessante vasdragsarbeider med iver
og interesse.
Det må derunder også tages hensyn til, at der ikke
sjelden kan opstå spørgsmål om kombinationer af Veianlæg og
elvekorrektioner, samt til, at fuldstændige og rationelle
reguleringer leder til, at elvene bliver farbare til en vis grad og
således komme at tjene som kommunikationsmiddel for den
lokale trafik. Behandlingen af sådanne spørgsmål falder
selvfølgelig ganske anderledes grei og let, når den sker af
samme ingeniører, der er opdragne såvel til vei- som
vasdrags-ingeniør, istedetfor af to forskjellige, der med sine
specialinteresser ser sagerne mere e’nsidigt an.
Det er i den fordelagtigere udnyttelse af de disponible
ingeniørkræfter, at jeg finder en sammensmeltning af
kanal-væsenet og veivæsenet til én administration begrundet, idet
jeg er overtydet om, at opmærksomheden og interessen for
nyttige vasdragsarbeider vil få et kraftigt fremstød, ligesom
man snarere og lettere vil opnå det indgående kjendskab til
Vasdragene, som vi endnu savne.
Når der har været tale om at forene kanal væsenet med
havnevæsenet, så forekommer denne forening mig mindre
heldig; thi som jeg ovenfor har forklaret, må fordelen ved
en sammenslutning ikke søges i nogen nævneværdig besparelse
på administrationsudgifter, men i en bedre disponeren af
ingeniørkræfterne. Og i så henseende vilde kanalvæseuet,
der har befatning rned Vasdragene og altså sit virkefelt
væsentlig inde i landet, ikke have den nytte af havnevæsenets
ingeniører, der har sit virkefelt langs kysten, som af
veivæsenets.
Den omstændighed, at begge væsener omfatter
validbygning, har intet at betyde; thi arbeidernes art såvelsom
byg-ningsmåder er vidt forskjellige fra hinanden, og den specielle
sagkyndighed bygges på vidt forskjellige indsigter, erfaringer
og teorier.
Der kunde derimod snarere blive spørgsmål orn en hel
eller delvis sammenslutning med landbrugsvæsenet; men jeg
anser dog en forening med veivæsenet heldigst - således
som det - såvidt mig bekjendt - er tilfældet i de fleste
lande.
I skrivelse af 21de december 1888 begjærede
departementet derefter veidirektørens udtalelse i sagen. I anledning
af det således reiste spørgsmål blev imidlertid til Storthinget
i 1889 indgivet forestillinger fra den norske ingeniør- og
arkitektforening, Skiens brugseierforening, skoveiere og
industridrivende ved Fredrikshaldsvasdraget og direktionen for
tømmerflødningen i det Arendalske vasdrag (trykt som
storthingsdokument no, 108 for 1889). Disse forestillinger, der
også blev tilstillede departementet, gik ud på at udtale sig
mod inddragning af kanaldirektørembedet og blev af
Storthinget besluttet oversendte regjeringen (kfr. sth. forh. 1889,
bind 6, indst. S. no. 162, side 461)« Idet departementet
gjengiver indholdet af de nævnte forestillinger, bemærker det
at ingeniør- og arkitektforeningen sees «i erkjendelse af det
både for for industrien og for tekniken i sin almindelighed
betydningsfulde ved det reiste spørgsmål« i møde den Ilte
januar 1889 at have besluttet at optage sagen til behandling
og nedsat en komité, bestående af d’hrr. J. Vogt (formand),
Chr. Anker, N. Lassen, E. S. Lund og J. C. Roshauw
(sekretær) til afgivelse af betænkning desangående. Efterat
komitéen havde afgivet sin indstilling, blev denne behandlet i
foreningens møde den 22de februar 1889 og blev enstemmig
vedtagen som foreningens udtalelse i sagen».
Vi tror ikke at behøve at gjentage denne
erklærings indhold, der før har været fuldstændig
refereret her i bladet, men skal kun tilføie, at den
fandt fuld tilslutning i forestillingen fra Skiens
brugseierforening, og fra skoveiere og
industridrivende ved Fredrikshaldsvasdraget og direktionen
for tømmerflødningen i det Arendalske vasdrag.
Fra veidirektøren modtog derpå departementet
under 14de decbr. 1889 en udførlig betænkning
angaaende sagen, hvoraf vi skal hidsætte:
«Da veidirektøren er enig med kanaldirektøren i, at en
eventuel kombination af kanalvæsenet med en anden
arbeidsbranche naturligst og hensigtsmæssigst kunde ske med
veivæsenet, fraseet enkelte arbeiders mulige overgang fra hint
til landbrugsvæsenet, kommer nærværende besvarelse sågodt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
