Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 26.
TEKNISK UGEBLAD.
1O9
og på dalens nordre side følger linjen op til Gjeiteryggen,
som den gjennemskjærer med en tunnel i en høide over havet
af 1150 m eller 150 m lavere end Rundalslinjen.
Ved et andet alternativ har man ført linjen over
istedetfor gjennem Gjeiteryggen, i en høide af l 217 m.
Herfra falder linjen langs Hallingdalens bratte
fjeldskråninger på nordsiden af dalen. Dalbunden nåes først
henimod Strandefjorden. Senere fører jernbanelinjen delvis
gjennem større arbeider ned gjennem Hallingdal til Sire bro,
i trygt lænde. Såvel opstigningen gjennem Aurlandsdalførct
nedenfor den projekterede bro ved Bergedal som
nedstigningen østenfor Gjeiteryggen til Strandefjord er enkelte steder
utryg for sneskred og delvis for jord- og stenras.
Fjeldovergangen er forholdsvis kort; 58 km. ligger høiere end 700 m,
hvad der er 45 km. mindre end ved Rundalslinjen.
Stigningsforholdene er ikke væsentlig forskjellige fra
Lærdalslinjen, dog noget værre, fordi optrækket fra
Sognefjorden med en maximumsstigning af l: 40 er længere og
kun afbrudt af enkelte stationshorisontaler.
Hertil kommer, at denne linje nedover Hallingdal fra
Strandefjord af er nødt til at bruge en stærkere stigning end
nogen anden på østsiden af fjeldet nemlig l: 45. I den øverste
del af opstigningerne til begge sider af høidepunktet er dog
projekteret mindre stærke stigninger. Stigningsforholdene
må betegnes som mindre gunstige. Samlet opstigning er
2119 m eller omtrent 200 m mere end ved Rundalslmjen.
Sneforholdene på denne linje hører, som før berørt,
sam-menlignelsesvis til de gunstigste. Alene på den øverste del
af fjeldovergangen er de mindre gode, hvortil kommer, at
linjens beliggenhed i terrænet flere steder gjør det vanskeligt
at beskytte den uden ved indbygning.
Dette alternativ er således med hensyn til høiden og
længden for fjeldovergangen nogenlunde gunstigt, derimod
hører partierne gjennem Næreimsdalen, langs Aurlandsfjorden
og den nedre del af Aurlandsdalén til de mindst heldige;
heller ikke er partiet i den øvre del af Hallingdalen trygt.
l det hele fører omtrent 75 km. af linjen gjennem utrygt
terræn.
Østenfor Sire bro kan linjen føres til Kristiania ad flere
mere eller mindre sammenfaldende veie. Blandt disse skal
vi nævne følgende 3 gjennem Hallingdal:
Enten til Krøderen jernbanestation, hvorfra om Drammen
til Kristiania, eller fra Krøderfj ordens nordende gjennem
Sognedalen over Hønefos og Krogkleven til Kristiania, eller
for det tredie gjennem Sognedalen over Heen og Roa ind
på den projekterede nordbane til Kristiania.
Overslaget for alternativet til Krøderen jernbanestation
er lidt over 30 millioner kroner (over Gjeiteryggen 29) eller
3 (alternativt 2) millioner større end for Rundalslinjen.
Reiselængdeh om Drammen er 554 km. eller 36 km.
længere end ved Rundalslinjen.
Reiselængden mellem Kristiania og Bergen er beregnet
til 17 timer 31 minuter om Drammen eller omtrent l1 A time
længere end for Rundalslinjen.
Hvad linjens trafikområde angår, er dette vestenfjelds
ligt den foregående linjes. Østenfjelds er det noget mindre,
og der er heller ikke anledning til at påregne trafik fra mere
bortliggende distrikter, uden forsåvidt linjen føres frem til
Kristiania over Ringerike.
Eidfjordlinjerne.
Linjerne om Eidfjord kan ligesom Lærdalslinjen enten
være sammenhængende eller afbrudt af en 38 km. lang
sø-kommunikation mellem Vik i Eidfjord og Eide i Graven.
Den sidstnævnte linje slutter sig til den kontinuerlige ved
en kort sidelinje op til Skjervet.
Samtlige kontinuerlige linjer har partiet mellem Voss til
forbi toppen af Vøringfossen fælles. Dette fællesparti bliver
på grund af terrænforholdene at tillægge en væsentlig
betydning under bedømmelsen af disse linjers værd som
forbindelseslinje mellem østlandet og vestlandet. Fra Vøringfossen
kan Eidfjordlinjerne over Hardangervidden føre ned til
Hal-lingdal, Numedal eller Telemarken.
Fra Voss fører fælleslinjen i sydøstlig retning og i let
terræn op til vandskillet med Hardangerfjorden. Herfra gar
linjen over Skjervet langs en brat fjeldvæg delvis i lange
tunneller frem i retning mod Ulvik, falder så ned mod den
inderste vig af Osefjorden, følger fjordens østside, derefter
Eidfjordens og Simodalfjordens nordside indtil Vik i Eidfjord..
Herfra stiger linjen op til toppen af Vøringfossen; men da
dalen er for kort i forhold til høideforskjellen, må linjen i
dalens bratte fjeldsider søge sig frem i slyngninger og
spiraler op til toppen af fossen. Længden af dalen er omtrent
12 km., og toppen af Vøringfosseg ligger 650 m høit. For
at opnå den samme stigning l: 40 som for Lærdalslinjen og
Aurlandslinjen om Sognefjorden, må denne længde fordobles
ved kunstige udviklinger af linjen. Dette er projekteret
udført på flere måder, dels for en adhæsionsbane med nævnte
stigning, dels som en tandstangsbane med
gjennemsnitsstig-ning af l : 15 afvexlende med adhæsion og dels som en
sammenhængende tandstangbane med stigning l: 25.
Eidfjordlinjernes fællesparti med længde fra Voss tir?
Vøringfossen af ca. 100 km. hører med undtagelse af de nærr
mest Voss liggende 20 km. til de vanskeligste i teknisk
henseende og og er dertil for partiet langs Osefjorden og
Simo-dalsfjord og Eidfjordsvandet udsat delvis for bækkeras og
delvis stensprang. Linjens udvikling i Måbødalen ligger
også i et utrygt terræn. Da det nar vist sig at medføre
særdeles store omkostninger at benytte en maximumsstigning
af l: 40, har man søgt at reducere omkostningerne ved
anvendelse af tandstangsystemet. I den nedenfor givne beskrivelse
over Eidfjordslinjerne og de i samme gjorte sammenstillinger,
med Rundalslinjen går vi ud fra adhæsionsbanen med
maximumsstigning af l: 40.
Vi skal derefter behandle den videre del af de enkelte
alternativer fra Vøringfossen og østover.
a. Eidfjordslinjen gjennem Hallingdal.
Fra Vøringfossen følger linjen Sysendalen og gar videre
i retning mod Ustavandet. På denne strækning ligger den i
regelen i let fjeldterræn nær bunden af flade, åbne dale og
passerer vandskillet i en høide af 1220 m eller i 80 m lavere
end Rundalslinjen.
Linjen følger Ustavandet og falder i sydskråningen af
Ustedalen i j evne fjeldlier ned i Hallingdalens hoveddalføre.
Fjeldovergangen er således meget let, uden store arbeider;
72 km. ligger over 700 m, en længde, der er 31 km. mindre
end ved Rundalslinjen.
Fra Sire bro i Hallingdal står de samme veie åbne for
denne alternativlinje som for det over Gjeiteryggen
kommende alternativ, hvorfor vi henviser til dette.
Stigningsforholdene er, som nævnt, mindre gunstige til
begge sider af Osefjorden, fornemmelig på det lange uafbrudte
optræk på 560 m.s høide til Vøringfossen. Herfra op til
vandskillet og ned fra dette er Stigningsforholdene gunstigere.
Det samlede optræk i hver retning er 2 036 m eller 280 m
mere end ved Rundalslinjen.
Sneforholdene må, når der hensees til sneens mængde,
betegnes som meget gunstige. Snemængden er på selve
fjeldovergangen antagelig mindre end ved nogen anden linje;
derimod tør stærke vinde i vinterhalvaaret være hyppige i
Sysendalen, mindre på den mere høitliggende del af
overgangen. Terrænet er forholdsvis åbent og i den øvre del
beskyttet af Hardanger} økelen mod vestenvindene.
Medens således fjeldovergangen må ansees for let for
dette alternativ, gjør forholdene vestenfjelds, at de hører til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
