Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 52.
TEKNISK UGEBLAD.
211
Indhold: Om anvendelsen af beklædningssten af brændt ler. -
Om konservering af friskt kjød ved hjælp af kulde. - Tekniske
nyheder: Elektrisk oplysning af jernbanetog. - Mellem New-York og
Chicago. - For en tid siden. - Fremstilling af ozon ad elektrisk vei.
- Konkurranceindbydelse. -
Om anvendelsen af beklædningssten af brændt ler.
Af arkitekt Th. Hirth.
(Efter «Den Tekniske Forenings Tidsskrift«).
år vi betragter vore bygningsværker her hjemme
fra begyndelsen af halvfjerdserne og indtil
vort nuværende tidspunkt, særligt hvad der
er opført på det gamle fæstningsterræn, tror jeg,
man vil give mig ret i, at vi med hensyn til
materialet i vore facader står meget langt tilbage i
sammenligning med vore nabolande, særlig Tyskland.
At vi dengang slog så meget ind på de
cementpudsede facader, tror jeg for en del havde sin grund
i, at vor produktion af fagadesten og brændt ler
ikke stod på noget særlig høit trin. De
murstens-fagader, vi havde at henvise til her hjemme,
fremviste som regel ikke noget anbefalelsesværdigt; i
løbet af kort tid forandrede murstenene sit
udseende fuldstændigt, på grund af deres altfor store
modtagelighed for røg og smuds, stenene var for
porøse, for lidet brændte og viste hurtigt
tilbøielig-hed til fesritring. Ved at slå ind på cementpudsen
opdagede man imidlertid snart, at dette var mange
gange uheldigere; i særdeleshed til anvendelse i
gesimser, indfatninger og alt hvad der var blot
noget udsat for veirliget, viste det sig ikke skikket;
ganske vist for en del begrundet i den måde,
hvorpå den blev anvendt: dårlig mursten,
fugtigheden fik ikke lov at trænge ud af muren, forinden
den blev pudset, så følgen blev også, hvad vi nu
ser så mange steder, at pudsen falder af, hvor man
ikke på det omhyggeligste vedligeholder fagaden,
hvad der ikke medfører så ringe bekostninger. -
Hvad var derfor naturligere, end at vi søgte at
udføre vore fagader af mere egte varer, hvad vi
dog må sige at have ganske gode betingelser for
at kunne gjøre her i Danmark.
Spørgsmålet om vore fagaders beklædning blev
for en halv snes år siden reist her i foreningen af
den nuværende stadsarkitekt, prof. Fenger, netop
for at komme bort fra cementen til dette brug.
Det var særligt de hugne sten, der den gang var
tale om, og på dette område spores der da også nu
en glædelig fremgang; det er ikke ganske ringe
kvantiteter navnlig af granit og Ølandssten, der i
de sidste 10 år er anvendte her hjemme. Hvad
teglværksproduktionen af fagadesten angår, ja, da
er der også her sket en heldig fremgang; men netop
på dette område synes der for tiden at herske en
del tvivl om, hvilken sort sten der bør anvendes,
og det er derfor jeg har ment, at det kunde have
sin interesse at få dette spørgsmål drøftet her i
foreningen, der jo tæller både ingeniører, arkitekter
og murmestere blandt sine medlemmer, hvilke
herrers udtalelser det måske kunde have sin
betydning at høre. Jeg skal nu forsøge, så godt jeg
formår, at fremstille disse materialiers egenskaber
for d’herrer, således som jeg har opfattet dem.
Nogen mere indgåede fremstilling af materialiernes
fabrikation er det her ikke min sag at komme ind
på, kun at anvende dem således, som de foreligger.
Hidindtil har vi jo her hjemme kun kjendt
to farver på fagadesten, den røde og den gule.
Som bekjendt er farven afhængig af råmaterialets
kemiske sammensætning, nemlig forholdet mellem
jernoxyd og kalk. Forholdsvis meget jernoxyd
giver den røde sten og omvendt fremkommer den
gule. Den i Tyskland så meget anvendte
læder-farvede sten kan vi ikke fabrikere af vort
sædvanlige ler, den fordrer brunkulsler. Når man
sammenligner de tyske sten med vore almindelige
fagade-sten, vil man strax lægge mærke til en langt større
vægt i de første; de er nemlig tættere i massen,
mindre porøse, kan tåle en langt høiere
brændings-temperatur (1000 til 1100°, medens vore kun tåler
800-900°), hvoraf følger, at de altså i langt høiere
grad kunne modstå veirligets indflydelse.
Spørgsmålet er da nu: «Kan vi ikke opnå en sten, der
i tæthed og brændingsgrad kommer den tyske
nærmere end vore nuværende fa(jadesten». Vore
teglværker her hjemme har sikkert arbeidet meget herpå
i de sidste 5-6 år, og særligt gjælder det
Frede-riksholms teglværk, der absolut også har gjort gode
fremskridt i den tid.
I modsætning til vore almindelige sten, hvis
størrelse i regelen er 22 cm. lange og 11 cm. brede
og 5,5 cm. tykke, og som anvendes på den bekjendte
måde, et skifte med længdesiden udefter, det næste
med endefladen udad, således at skifterne i
ijmr-værket binder hver anden gang V2 °g hveranden
gang l sten ind, - er man nu slået ind på at
fabrikere stenene i et andet format, der i mange
år har været anvendt i udlandet, nemlig sten, der
kun var Va og }/± gang så store som almindelige
sten, og netop dette format synes at fremkalde
nogen modstand mod at blive indført her hjemme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
