Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 9. 2 marts 1893 - Om endel nyere desinfektions- og konserveringsmidler og deres anvendelighed til forskjelligt brug, af W. M. Schøyen - Selvantænding af kul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TEKNISK UGEBLAD.
2 marts 1898
. dræbes af YIOO gram antinonnin. Man behøver
blot at smøre lidt at stoffet så tyndt som muligt
på (helst lidt stegt) brød, som derpå sk j æres op
i småstykker og anbringes i musehullerne. Til
rotter smøres noget tykkere på, da de tåler
stærkere doser end musene. Også markmus kan
fordrives ved en blanding af antinonnin, mel og vand.
Man blander l del antinonnindeig med 10 dele
mel og tilstrækkelig vand til en halvblød masse,
hvoraf formes kugler af en erts eller bønnes
størrelse. Samme methode kan forresten også
anvendes mod rotter, når man kun tager 2-3
dele antinonnin til 10 dele mel.
Selvantænding af kul.
Ifølge Lewes har allerede Percy i 1864 draget
den slutning, at kullenes oxydation sandsynligvis
ofte bidrog til selvantænding; denne antagelse er
også bleven bekræftet ved undersøgelse af
Grund-mann, Flec ogfcBichter. Lewes udvikler de grunde,
som han også i et tidligere foredrag har
fremholdt for at kulstoffets absorptionsevne indeholder
den farlige betingelse for selvantænding.
Kulstoffet udgjør nemlig en hovedbestanddel i
kullene; det optager i sig og fortætter luftens
sur-stof; nu reagerer dette surstof på de i mineralet
indeholdte kulvandstofgaser, hvorved
temperaturen kan stige så høit, at en antændelse er mulig,
der blir meget farlig for kulfartøier. Af Lewes’s
andet foredrag (D. Berg- und Htitten-Ztg 1892
s. 351) refererer vi følgende: Når temperaturen
er under 38° c., er surstofabsorptionen for
langsom til at bevirke nogen fare; men anderledes
er det, når begyiidelsestemperaturen overstiger
denne grad; i dette tilfælde viser nemlig
erfaringen, at antændingen blot er et tidsspørgsmål.
Nu er netop begyndelsestemperaturen den
vigtigste årsag til de mange antændelser i. de
hurtig-gåenue damperes kulrum. Dette er tilstrækkelig
påvist gjennem den kjendsgjerning, at alle
antændelser i kulrum foregår i rum, hvis vægge ligger
meget nær ved skorstene og kjedler, hvorimod
de aldrig eller yderst sjelden forekommer i
fjernere liggende rum. I hine rum når temperaturen
udenpå væggen ofte 93 ° C. og i det indre mindst
67 ° C.; mellem kulmassens centrum og skibssiden
er temperaturen 24 °, men ved de jernluger, der
står i forbindelse med de stærkest opvarmede
vægge viser kullene ofte 55 °. Da nu kullenes
antænding ved over 67 ° blot er et
tidsspørgsmål, så skulde det synes, at selvantænding måtte
foregå i de varmeste dele, nærmest skottene;
dette er ikke tilfælde, tværtimod begynder
branden gjerne nær massens centrum undertiden endog
mellem dette og skibssiden. Denne åbenbare
modsigelse finder dog sin forklaring, idet man kan
påvise, at antændingen faktisk har begyndt nær
skottet men af mangel på luft blot har forplantet
sig langsomt fremover i rummet, indtil en
tilstrækkelig luftstrøm bragte ilden til at bryde ud
med kraft.
På lignende måde som i skibe foregår ofte
kullenes selvantændelse i gasanstalter og store
magasiner på land. I gasværkerne hænder. det,
at et damprør eller en kjedel tilfældig kan komme
til at ligge indpå en mur, på hvis anden side
kullene er oplagret; derved antager disse den
farlige begyndelsestemperatur, og ulykken sker.
Hvis kullene kan optage sit surstof og tåle
den deraf følgende opvarmning uden at antændes
og derpå atter begynder at afkjøles til den
oprindelige temperatur, er enhver fare over, og man
kan trygt skride til indladning eller oplagring.
Hvis det praktisk lod sig gjøre at opbevare friske
kul en måneds tid i midlertidige lagere, og man
ved den derpå følgende magasinering eller
indledning kunde undgå enhver yderligere
sønderdeling af dem, vilde man sandsynligvis aldrig
mere høre tale om selvantænding. (Rev.
universelle etc., 4 Livr. de 1892, p. 107).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
