Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 40. 5 oktober 1893 - Elektrikernes verdenskongres i Chicago, af Michael Lie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
TEKNISK UGEBLAD.
5 oktober 1893
mica og omviklet med dobbelt silkeomspunden
ledning. Dynamoen havde kun 32
commutatorsek-tioner med 350 volts mellem dem. Denne maskine
vilde han forøvrigt ikke fremsætte som mønster.
Men den gik ialfald i flere timer med en spænding
på 5 500 volts. Efter længere tids forløb begyndte
strømmen at løbe over isolationspladerne, og der
dannede sig en ring af gnister om commutatoren.
Den anden dynamo var bedre. Den var på 5 h. k.
og gav 11000 volts. Maskinen havde 108
commu-tatorsektioner, hvilket antal viste sig nogenlunde
passende ved den benyttede spænding.
Strømstyrken gik op til 0.4 ampéres.
Disse maskiner var specielt konstrueiede til
experimentalt brug. Han havde benyttet dem
f. eks. til frembringelse af elektrostatiske effekter
og især med stor fordel til isolationsmålinger og
prøver. Hovedsagen var dog naturligvis deres
benyttelse til kraftoverføringer. Man behøvede ikke at
gå op til så høie spændinger som 11000 volts.
Tilstrækkelig spænding vilde opnåes ved at tage
dynamoer på 3-4000 volts og forbinde dem i serie.
Dr. Keith gjorde opmærksom på, at dette
allerede var gjort på flere steder f. eks. i St.
Francisco, hvor de fleste motorer helt siden 1887
opereredes ved ligerettet høispændt strøm.
Derpå åbnedes spørgsmålet om
kraftoverføringer på lange afstande ved en artikkel af dr.
Louis Duncan fra Baltimore. Han beskrev de
mangefasede generatorer og motorer og påviste,
hvorledes nytteeffecten ved disse maskiner var
større end ved de ligerettede. Han omtalte de
vanskeligheder, der havde gjort sig gjældende
ved «startningen» af motorerne, og hvorledes
disse på bedste måde kunde overvindes.
C. F. Scott omtalte derpå i et interessant
foredrag det bekjendte «Tesla’s mangefasesystem,
der dannede en del af "Westinghouse Electric
Company’s udstilling i den elektriske
udstillingsbygning. Systemet bestod af en eller flere
tofasede vexelstrømsgeneratorer med særskilte
ligerettede dynamoer til de magnetiske felter, alle
drevne ved hjælp af vandkraft. Spændingen
transformeredes derpå op til 10 å 20000 volts,
efter den afstand hvortil kraften skulde overføres.
Ved modtagelsesstationen eller ved bygrændsen
transformeredes derpå strømmen ned til 3 å 500
volts, hvorefter den kunde benyttes direkte som
drivkraft for de to-fasede Tesla motorer, der var
anerkjendte overalt, hvor de var benyttede.
Skulde gløde- eller buelys haves burde
spændingen først transformeres ned til ca. 100 volts.
Til smedning og sveitsning af metal var også
vexelstrøm udmærket på grund af den lethed,
hvormed den kan omtransformeres. Vilde man
have ligerettet strøm f. eks. til ladning af
akkumulatorer eller til sporvogns drift kunde det nu
på en fordelagtig måde fåes ved hjælp af de
såkaldte «roterende transformatorer.»
Dr. Louis Bell tog derpå ordet. Der var 3
metoder, på hvilke kraftoverføring kunde ske
ved elektricitet, nemlig ved ligerettet strøm, som
prof. Crocker forfægtede, ved vexelstrømme med
én fase og ved vexelstrømme med mange faser.
Grunden, hvorfor efter hans mening vexelstrøm
burde foretrækkes, var ikke alene, at den
økonomisk kunde anvendes på længere afstande, men
også at den kunde nyttiggjøres på så mange
forskjellige måder. Før da den direkte strøm
havde monopol som drivkraft for alle motorer,
havde man intet valg; men nu var det forandret.
Det enfasede system var nu så udviklet, at det
kunde benyttes til motortjeneste. Dog var det
mangefasede system bedre - også på grund af,
at det var fordelagtigere til de «roterende»
transformatorer," der visknok nu kom til at spille en
stor rolle. Det mangefasede system kunde deles
i 2 systemer, nemlig det der har 2 ledninger pr.
fase eller det uafhængige og det, hvor
ledningerne forbindes således, at man får et færre antal
ledninger eller det afhængige system. Det
trefasede uafhængige system behøvede således
exempelvis 6 ledninger, medens det afhængige kun
behøvede 3. Dr. Bell holdt personlig på det
afhængige system, fordi man sparede kobber, og
fordi selv-induktion og kapacitet her gjorde sig
mindre gjældende. Det man havde indvendt mod
systemet var, at reguleringen skulde være
vanskeligere. Men det spillede nu efter hans
opfatning en meget liden rolle. Hvad de
mangefasede motorer idetheletaget anbelangede, så var
der ingen forskjel for øvrig i deres drift, hvad
enten de havde 2, 3 eller 4 faser eller, om de
var benyttede i det afhængige eller det
uafhængige systems tjeneste,
Dr. Bell havde experimenteret en hel del
med motorer af disse typer. Vistnok vilde de
stanse, når de blev altfor overladede; men der
var ingen fare for overhedning i motorens
om-vikling. Angående «startningen», så startede de
mangefasede motorer af sig selv ligeså godt som
en ligestrømsmotor. Hastigheden kunde reguleres
efter ønske.
M. Thuri, delegeret fra Schweitz, beskrev
derpå forskjellige kraftoverføringer, som med
fuld tilfredshed havde været igang i l å 2 år i
Schweitz, blandt andet en ca. 30 km. lang
overføring fra Biberist til Eoiidchatel, hvor 40 ampéres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
