Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 9. 1 marts 1894 - Foreningsefterretninger - Den polytekniske forening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
TEKNISK UGEBLAD.
l marts
ordnet i principet, efter ingeniør Kreftings forslag vil kunne
få stqr betydning1 navnlig for ,den praktiske industridrivende.
Forinden maii skrider til oprettelse af et sådant, vil man
dog anse det, for ønskeligt, at en, dertil, skikket mand fik
anledning til i, de større industrilande at studere den måde^
hvorpå, det offentlige, ved lignende midler, har forsøgt at
frenime den, kemiske Industri.
Den Polytekniske forening. Fortsættelse af det
afbrudte referat af diskussionen i 110. 2 om "Overføring af
elektricitet" i møde tirsdag den 5te december f. å.
For m ånde n meddelte, at foreningen havde den ære
iaften at have som gjæst en repræsentant for det under
diskussionen her (af lir. Mohn) gjentagende påberåbte
Allge-meine Elektricitatsgesellschaft i Berlin, hr. dr. v.
Wtirstem-berger, der kunde meddele endel oplysninger om det
foreliggende spørgsmål.
Dr. v. W ti r s t e m b e r g e r var meget lidet bekjendt med
forholdene her i Kristiania og måtte således give afkald på
specielt at udtale sig på grundlag af disse og i sine
bemærkninger blot holde sig til spørgsmålet om elektrisk
kraftoverføring idethele taget. Allerede i 1873 havde Gramme i Paris
gjort sit første eksperiment med elektrisk kraftoverføring ved
at sammenstille to af sine maskiner; men dengang havde vel
ingen forståelsen af dette eksperiments overordentlig store
bærevidde. Først ved Marcel Deprez’s åndrige mathematiske
deduktioner og praktiske forsøg var det påvist, at man ved
forøgelse af spændingen kunde overføre de største kræfter
gjennem ledere af små dimensioner. Vanskelighederne
herved lå i isolationen, og resultaterne af kraftoverføringen
Lauifen-Frankfurt måtte betragtes som en seier, ikke for
dynamomaskiner og transformatorer - i den henseende var
udbyttet ikke andet, end hvad på forhånd var sagt - men
for isolationen. Lauifen–Frankfur ter-anlægget var et
interessant videnskabeligt eksperiment på en praktisk, teknisk
baggrund; foreløbig hellerikke mere. Man havde til dette
eksperiment stillet store forventninger, og fra et fysisk standpunkt
betragtet - i ordets rent videnskabelige betydning - var
Frankfurtereksperimentet ubetinget et glimrende fænomen. Men
dets åndfulde ophavsmand, Dobrovolski, hvis navn, på grund
af hans beskedne tilbageholdenhed, lidet blev nævnt i denne
forbindelse, vilde ubetinget være den sidste, som troede, at
man på grund af Frankfurtereksperimentet nu burde
omspænde verden med et net af høispændte ledere for elektrisk
kraftoverføring på hvilkensomhelst afstand med
hvilkensom-helst spænding. Hr. Dobrovolski vilde som den forsigtige mand
erkjende den betydelige forskjel mellem et fysikalsk
eksperiment og den tekniske, praktiske udførelse.
Her var iaften henvist til anlægget i Oerlikon. Taleren
havde i flere år boet i nærheden deraf, og han måtte tilstå,
at han forholdt sig en smule kjølig og forsigtig til de
opgaver, han modtog derfra, og undergav dem gjerne nogen
selvstændig kritik. At bygge transformatorer, som uden fare
kunde omsætte strøm til spændinger af 5-10-20000 volt
og mere, det var et spørgsmål, som var praktisk løst. Taleren
havde endog selv hos Siemens Brothers i London havt
anledning til at se forsøg med spændinger på 50 000 og 150 000
volt. Maskiner, apparater og transformatorer kunde man
således vistnok fremstille betryggende for hvilkensomhelst
spænding, men hvad man kunde udføre i et afgrænset rum som
et fysikalsk eksperiment, det tog sig anderledes ud, såsnart
det dreiede sig om praktisk, industriel udførelse; her kom
nemlig ledningen til. Og selv om det hele menneske var
sundt, når årerne svigtede, så døde han dog. - Her var
iaften talt om anlægget i Deptford, .og efter livaid Ferrauti
forrige vinter Mvde udtalt til talereij, arbejdede .man am med,
en spænding af 10000 volt. Men de-t-te anlæg .var også
udført; med en. uhyre forsigtighed ,øg var, yderst, kostbart
Ledningen besto$ af-, under jordiske, kabler^ bestående; af en
kabel-kjerne i, et tykt lag, .omviklet med .en-iwlationsmasse-af’
papir, der var imprægneret med en .speciel vædske, og det;
hele omgivet af et jernrør. Sådant kunde i virkeligheden
ikke kaldes en kabel; det var en virkelig rørledning. Men
medens en utæthed på en almindelig rørledning ikke var af
nogen overordentlig stor betydning, så vilde ethvert
mikroskopisk kvantum af fugtighed, der trængte sig ind i en
10 000 volts kabel, bevirke en betydelig strømovergang til
jorden og kabelens fuldstændige smeltning. - Når man ved
Frankfurt er-Lauifen-anlægge t havde kunnet føre ledningen
overjordisk, da skyldtes dette dels den omstændighed, at den
havde kunnet føres langs en jernbane under beskyttelse af
de forskjellige landes regjeringer, .hvem banerne tilhørte, og
under opsigt af banevogterpersonalet. Man kunde derfor ikke
deraf slutte noget med hensyn til, hvorledes høispændte
luftledninger vilde tage sig ud lagt gjennem, en større distance
uden speciel opsigt, I Innsbruck, hvor byens belysning
foregik ved overført kraft fra et vandfald, havde man således i
den første uge af værkets drift det tilfælde, at lyset sluknede,
og Innsbruck lå i mørke. Der var ingen mulighed for at
skaffe lys før næste dag, da man opdagede, at en eller anden
havde fornøiet sig med at kaste en kobbertråd, forsynet med
en blykugle, over ledningen og derved frembragt kortslutning.
Denne lille erfaring fra en strækning på 2 km. var betegnende
nok. Ondskabsfulde mennesker fandtes der overalt, og
moralen af historien var, at elektriske kraft o verføringsledninger
burde ikke lades uden opsigt. Ved anlægget Tivoli-Rom
havde man således fundet det nødvendigt at beskytte linien
med palissader, hvorhos der i passende afstand var anbragt
særskilte vogterboliger. Taleren nævnte i denne forbindelse
et kraftoverføringsanlæg med høispændt strøm på ca. 25 km.
til Brescia i Overitalien, der var projekteret af en såkaldet
elektrotekniker - han var nok egentlig bogholder. Taleren
havde personlig bekjendtskab til byens stadsingeniør og havde
advaret] mod et sådant anlæg på grund af de dermed
forbundne farer og vanskeligheder. Hans advarsler vandt
imidlertid ikke "gehør, men for kort tid siden havde han fået brev
om, at man dog, ved nærmere overveielse, havde fundet
advarslerne begrundede. - For at komme tilbage til Oerlikon
- taleren kunde underskrive, hvad fabriken havde udtalt om,
at sne og is ikke generede en høispændt ledning mere end
en lavspændt. Lagde der sig sne eller is på isolatorerne,
var isolationen fremdeles god i koldt veir, rnen indtrådte
mildveir, fik man nedslag af dug, og derved bevirkedes et tab
af strøm, forsåvidt som modstanden ved hver overgang var
den samme for den høispændte strøm som for deri lavspændte,
og ved konstant modstand var det kvantitative strømtab
proportionalt med spændingen, hvortil endvidere kom, at
hvor man overførte en strøm af lav spænding, der havde
man i ^ledningen en betydelig strømstyrke, kanske flere
hundrede ampere, og et tab af nogle ampere havde da ikke så
væsentlig betydning som ved overførelse af høispændt strøm,
hvor strømstyrken var meget mindre. Her vilde man ved en
vis spænding risikere, at der kunde gå tabt ved
strømovergang over isolatorerne hele den kraft, som maskinerne var
istand til at producere, " und ganz Kristiania liegtinFinsterniss".
I anledning af anlægget i Kassel bemærkede taleren, at når
man som reserve ved et sådant anlæg skulde opstille
dampmaskiner, var det jo meget fornuftigere at stille maskinerne
i byen, hvor man skulde bruge dem, end ude ved turbiii-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
