Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 43. 25 oktober 1894 - Foredrag om jernbaneforslagene i 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
TEKNISK UGEBLAD.
25 oktober 1894
lokalbaner, der skulde tilfredsstille de engere distrikters
behov. Ifølge vort lands beskaffenhed og hele
geografiske bygning, måtte stambaner . hos os fremtræde som
for-bindels eslin j er mellem de mere fremtrædende centrer på
kysten og det indre af landet, eller de måtte blive linier
mellem hovedstaden Kristiania som det materielle og
åndelige centrum for det hele land, og de mere udprægede punkter
på kysten.
En af disse stambaner har vi allerede i Trondhjemsbanen,
som altså fører fra Kristiania gjennem Østerdalen op til
Trondhjem og der gjennem Merakerbanen har fået sin
forbindelse med det svenske jernbanenet.
Det kan imidlertid neppe være tvilsomt, at udviklingen
vil medføre, at denne bane fortsættes og det ikke alene
gjennem de rige nordtrønderske distrikter, men også, når
tiden dertil er moden, op gjennem Nordland til et eller andet
mere fremskudt punkt på Nordlands kyst i Ranen eller
Salten.
Blandt de andre punkter på kysten, som har været
nævnt som fremtrædende centrer der burde bringes i
forbindelse med Kristiania, er der særlig to, hvorved man har
fæstet sig - et nordligere, beliggende mellem Bergen og
Trondhjem - der er nævnt som alternativer byerne Holde
eller Aalesund - og selvfølgelig det store hovedcentrum på
Vestlandet, Bergen.
For den nordligste af disse to stambaner, som vi har
vænnet os til at kalde Romsdals b anen, er allerede store
arbeider fuldførte. Vi har bane, bygget helt fra Kristiania
over Eidsvold snart færdig over Hedemarken frem til
Lillehammer og fra Lillehammer gjennem Gudbrandsdalen op til
Losna; om få år vil den være ført lige til Sel. Fra Sel er
naturligvis banen givet op over, gjennem den øvre del af
Gudbrandsdalen; men ved Dovre har man to alternativer.
Det ene alternativ er at føre banen over Lesjeskogen og
følge Romsdalen ned til Veblungsnæs, hvor da enten banen
standser eller føres videre frem til Aalesund; det andet
alternativ er at gå over Dovre op til Opdal, følge Su*ndalen
nedover og videre langs fjordarmen frem til Kolde. I
distrikterne er meningerne om disse alternativer meget delte, og
der arbeides, som bekjendt, stærkt for begge alternativer.
Den ting kan man vel udtale, at udviklingen vil føre
med sig, at Gudbrandsdalsbanen vil blive trukket frem til
kysten et eller andet sted, enten det nu bliver Molde eller
Aalesund, forat denne bane skal kunne siges at være
udviklet, således som den bør, for fuldt ud at kunne svare til
sin hensigt.
Den anden store stambane på vestsiden af landet er
altså Bergensbanen, - den bane hvorom tankerne netop
i disse dage så brændende samler sig. Jeg skal nærmere
komme tilbage til denne bane og skal kun her nævne, at den
er tænkt at overskjære landet omtrent efter den mest
centrale del fra øst til vest og således forbinde landets i
materiel og åndelig henseende største og mægtigste centrer.
Den næste stambane, som har været på tale, er den
såkaldte V e s 11 a n d s b a n e, der skulde forbinde det østlandske
jernbanenet, væsentlig hvad vi kalder vestbanerne, med den
allerede færdigbyggede Jæderbane. Vestlandsbanen bliver,
som et blik på kartet vil vise, noget lang; den følger på
hele sin længde kysten, og har tildels ikke ganske
ubetydelige terrænghindringer at overvinde. Banen omfattes med den
største og mest brændende interesse af vedkommende
distrikter, og der er gjennem tegning af distriktsbidrag gjort
betydelige ofre for at holde denne bane frem i konkurransen
med de øvrige af kommunikationskomiteen nævnte baner.
Kommunikationskomiteen mener imidlertid, at denne bane
ikke går ind mider dem, der først og fremst efter de
såkaldte høiere landshensyn bliver at sætte op på programet,
og allerede kommunikationskomiteeii antydede den udvikling
af det vestlandske jernbanenet, som senere er bleven tiltrådt
af en af vestlandets amtmænd, og som nu også tilslut er
bleven optaget af departementet og på en vis måde også har
nydt tilslutning af Storthingets jernbanekomite - den
udvikling nemlig, at disse distrikters nærmeste behov skal
tilfredsstilles gjennem lokalbaner, der bringer de forskjellige
engere ^distrikter ned til havet.
Denne del af landet består som bekjendt af parallelt
løbende dalfører, der har sine naturlige udskibningspunkter i
de ved sammes udløb liggende småbyer. At sætte disse
småbyer i forbindelse med sine oplandsdistrikter er en
opgave, som efter fleres mening ligger nærmere, og som kanske
kunde være distrikterne til større udvikling og mere fordel
end en stambane langs kysten.
Udviklingen af denne landsdels jernbanenet er allerede
påbegyndt, idet der som bekjendt er under bygning en
Sæters-dalsbane samt en privat bane fra Lillesand til Flaksvand, og
der er i den kongelige proposition for iår opført en ny bane:
Arendal-Aamli kirke, ligesom der er stillet i udsigt flere
mindre lokalbaner, der skulde fyldestgjøre det samme Øiemed,
nemlig at bringe disse distrikter i forbindelse med sine
naturlige udskibningspunkter ved kysten.
Dermed er naturligvis ikke udtalt hverken af
departementet eller af dem, som har arbeidet for denne plan, at
Vestlandsbanen, således som den forståes af denne banes
venner - som en stambane, der fører fra et punkt på
Østlandets jernbanenet til Jæderbanen - skulde være i og for
sig et uberettiget anlæg. Hvis udviklingen fører med sig, at
distrikterne kan bære et sådant anlæg, vil det naturligvis
komme, og jeg mener, at jo flere lokalbaner det vil være
bygget, desto flere argumenter er der for, at en
sammenknyt-ningsbane kommer istand i sin tid, når udviklingen er nået
derhen.
Ved siden af disse nævnte stambaner var der i
jernbaneplanen gået ind den såkaldte Nordbane – en bane fra
Kristiania til de store, rige oplandsdistrikter på vestsiden af
Mjøsen: T o tenbygderne med tilliggende distrikter. Denne
bane er bleven meget forskjellig betragtet; dels er den ble ven
betragtet som en stambane, der, når den førtes frem til
Lillehammer i forbindelse med Gudbrandsdalsbanen skulde
blive den linje, som optog trafiken til Romsdalen frem til
kysten, dels er den ble ven betragtet som en 1ste klasses
lokalbane, der søger sin berettigelse i de udviklingsdygtige,
mægtige og rige distrikter på Vestoplandene.
Hvorledes man nu end betragter banen, så synes den at
have indarbeidet sig i den almindelige bevidsthed som et
berettiget foretagende, der nyder almindelig Sympathi, og
denne bane kan naturligvis glæde sig ved en varm
tilslutning i vedkommende distrikter, hvilket har givet sig udslag
i ganske rigelige bevilgninger af distriktsbidrag.
Der er imidlertid også en anden omstændighed tilstede
ved denne bane, som synes at tyde på, at den selv som et
forretningsforetagende kan ansees berettiget. Der foreligger
nemlig andragende fra et privat konsortium om at bygge den
som privat bane, forsåvidt den ikke nu bevilges som
statsbane. Midler skulde" da tilveiebringes på den sedvanlige
måde, dels ved rentefrit lån af staten og dels ved direkte
statstilskud. Imidlertid har statsmagterne optaget den på
sit eget program, og sandsynligheden taler vel for, at denne
som de fleste af vore større baner vil blive bygget som
statsbane.
Foruden disse af mig nu nævnte baner var der gået ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
