46 med ornamenter i relief, i begyndelsen mest med spiral- og rankemønstre og en meget begrænset anvendelse av dyreornamenter (se Cruciform Brooches fig. 150 og 151), senere med stadig stigende forkjærlighet for dyremotivene, indtil denne orna- mentik er aldeles eneherskende i dekorationen (som ved fig. 68 og 69 i det følgende)! Typens historie er utførlig fremstillet av flere forskere, og tidsbestemmelsen er i store træk fastslaat for de forskjellige stadier av utviklingen. Vor spænde (fig. 60) tilhører et trin i typerækken, hvor dyreornamentene er begyndt at trænge ind, men endda langtfra er blit eneraadende. Omkring den fir- kantete platen er en bord av dyrehoder, og bøilen er udelukkende dekoreret med dyremotiver: paa platen nedenfor bøilen (»fotplaten<) har vi — foruten de to store dyrehodene som er fælles for alle former — smaa dyrehoder som avslutning paa bordene. Ellers er flatene delt i felter kantet med enkle rankemønstre, en arv fra den klassiske kunst, og med indfattete slepne granater. Spænden er altsaa efter sin ornamentik blandt de ældre, men ikke blandt de ældste av dem som er støpt med reliefornamenter. Stilhistorisk tilhører spænden det ældre avsnit av Salins stil I av dyreornamentiken, en stilgruppe hvis utvikling begynder henimot slutten av Ste aarh. (Thierornamentik s. 356) og vor spænde skulde derefter skrive sig fra tiden omkring 500. Glasbægeret (fig. 62) har et ældre præg. Lignende fasetslepne bægere fore- ligger fra yngre romersk tid (Miller, Ordning fis. 330 og 332), men glasset i Søtvet- fundet bærer ogsaa præg av at ha været gammelt da det kom i graven; det har været slaat i stykker og repareret. I det hele ser det ut til at glasbægere mere end de fleste andre ting fra denne tiden kunde bli opbevaret meget længe. Den bekjendte romerske glasvase fra Solberg har hjemmegjorte guldbeslag med orna- menter fra 6te aarh. mens vasen selv maa være betydelig ældre (Rygh fig. 334). — Lerkarrene og nøklene er av former som ofte er fundet i graver fra den ældre del av folkevandringstiden, men de tillater ikke en saa sikker tidsbestemmelse som spænden. Vi har endelig guldbrakteaten. Den hører til de ældre av gruppen C og burde efter Montelius skrive sig fra anden halvdel av 5Ste aarh. Brakteatens alder blir altsaa omtrent den samme som spændens, idet i begge tilfælde dateringen fal- der indenfor samme tidsrum paa ca. 50 aar, tiden omtrent 450—500. Gravens alder maa altsaa sættes omtrent 100 aar tidligere end det er gjort ved den tidsbestemmelse som O. Rygh har meddelt (runeverket b. I, s. 169, trykt 1894), og vi maa herved igjen henvise til de meget betydelige fremskridt som stu- diet av jernalderens kronologi har gjort siden dengang. Det bør dog merkes at fundets plass i den relative tidsfølge ikke er forrykket; naar O. Rygh sætter graven til »et temmelig tidlig stadium av Mellemjernalderen« saa svarer denne betegnelse efter sit indhold aldeles nøiagtig til det vi her kalder det første aarhundrede av folke- vandringstiden. Resultatene av den senere forskning har bare rykket tilbake tiden for periodens begyndelse. Ved det følgende fund, brakteaten fra Aagedal, vil vi 1 Montelius i Svenska Fornminnesför. Tidskr. X, s. 59—68, . Salin, Thierornamentik, s. 57 ff, og 206 ff.