Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
Jeg kjender denne fristelse til at forurense missions-
kaldet med tilsætning av slike romantiske elementer. Den
var saa ganske i harmoni med min natur fra barndommen
av: at tiltrækkes av det vaagsomme og farefulde.
Denne tilbøielighet indgav mig længe ikke liten frygt
for at mit missionskald kanske ikke var egte. Jeg maatte
alvorlig spørre mig selv: «Er det kanske likesaa meget for
at <opleve noget» som for at vinde sjæle for Herren du vil
bli missionær? Jeg turde ikke stole paa missionskaldets
egthet før jeg kunde svare mig selv: Nei, det er dog det
sidste som er den store hovedsak for mig.
d. Endelig maa nævnes at det tilfælde forekommer at
det ikke er blot missionsgjerningen som tiltrækker,
men ogsaa forholdene i hjemlandet som frastøter.
Naar saa disse to ting samvirker, saa blir det et blan-
det missionskald. Jeg kjender dette av egen erfaring.
Det var jo min oprindelige tanke at studere teologi og bli
prest herhjemme. Men de statskirkelige forhold frastøtte
mig i høi grad. Det hadde kanske nogen indiflydelse i
denne henseende at jeg tidlig begynde at studere Søren
Kierkegaards skrifter, hvor han saa spydig spotter den
statskirkelige vanekristendom: «Jeg er født i et land,
som ifølge geografien er et kristent land — altsaa er jeg
en kristen.» Det stillet sig derfor saa for mig, at for at faa
virkelige, bekjendende kristne trænger vi næsten at faa
virkelige hedninger ved siden av, som vi har det paa en
missionsmark.
Jeg har naturligvis for længe siden set ensidigheten i
den Kierkegaardske betragtning. Men jeg har aldrig kun-
net komme bort fra at en slik sammenvoksen av det kriste
lige og borgerlige samfund er og blir unatur, enten den
nu fører til en statskirke, som hos os, eller til en
kirkestat, som i sin tid i den katolske kirke.
En slik sammenvoksning synes mig at ligne den hos de
«siamesiske tvillinger», hvor to personer var sammen-
vokset ved en tyk streng. Naar man ikke vaaget at skille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
