Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47 CHR. WINTHER : TIL EEN.
Som Puppen slumred den, en uløst Gaade; —
I Nattens Mulm, i Dagens lyse Flamme
Den hængte ubevidst paa Livets Stamme,
Og villieløs sig selv ei kunde raade.
Men Kjærlighedens Sol gik op af Havet!
s
Fra fjerne Kyst d u måned hid dens Straaler,
Saa Dækket brast, hvori den laae begravet.
Nu flagrer den, mens Tankens Rum den maaler
Med sine Vinger — af en Gud begavet —
I evig Ruus af Elskovs gyldne Skaaler.
XXX.
Der var saa ængsteligt i Haven !
Den Luft var som en Marmor graa ;
Som Kistens tunge Laag i Graven
Den trykkende paa Hjertet laae.
Jeg voved næppe ret at aande,
Mit Bryst var voldsomt sammensnørt ;
Og det var kun med Oval og Vaande,
Jeg flk en Stavelse fremført.
Mig syntes, du var fremmed mod mig,
Jeg aned, at dit Hjerte leed,
Saa al min Sindighed forlod mig, —
Og, hvordan saa jeg var — du veed.
Da rakte mig din Haand den lille,
Den spæde Rose, rød og rund,
I Øiet glimted Tanker milde,
Og Veemod dæmred om din Mund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
