Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. E. Brandes: Efter Selskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fruen.
Aa ja, det er det vist — skønt Gud ved! Det maa dog
være underligt at have nogle smaa Væsener om sig, knyttede saa
nær til én, som ikke forstaar et Gran af, hvad man tænker.
Kærlighed til Børn er dog saa dyrisk — eller jeg ved ikke, hvad
jeg skal kalde det — saadan legemlig.
Pavse.
Herren.
Du er forelsket.
Fruen (sagte).
Maaske.
Herren.
I hvad?
Fruen.
Jeg trænger til at give mig hen til noget, da det andet
ikke fylder mit Liv. Det tager efter mig, stærkere og stærkere.
Jeg kan ikke staa imod længer, og jeg forstaar næppe, hvad galt
der er deri. — Vær ikke vred, fordi jeg taler saaledes. Det gør
mig saa ondt, jeg maa bedrøve dig. Maaske gaar det over.
Jeg er desuden fejg, som vi alle er. Til sidst vil jeg naturligvis
intet — helt.
Herren.
Ja du, jeg frygter næsten mer det halve, der dølges.
Fruen.
Hvorfor spørger du mig? Naar man ikke taler om
Spøgelser, bliver man ikke bange for dem. Hvorfor lader du mig
tænke paa dette? Det er ikke klogt.
Herren (sørgmodig).
Jeg stiller Diagnosen.
Fruen.
Kan du kurere Sygdommen.
Herren.
Min kære, det vil Tiden vise. Jeg har kun ét Middel at
foreslaa, som jeg meget vil bede dig følge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
