Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. G. Brandes: Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mellem hverandre, en stærk glad Fylking, som troede paa Tanken,
elskede Fremtiden, havde Friheden til Religion, Bjørnsori til Digter,
Fram til Rydningsmand, det nye Norge til Hærraab; norsk-norske
var de paa en Hals, og evropæiske paa en Hals — den bedste
Ungdom i Norge.«
Garborg har i disse veltalende Ord sat Fjørtoft og hans
Kreds et smukt Minde. Selv har han imidlertid ikke kendt den
Mand, han her skildrer, og muligvis er Karakteristiken af Aand
og Stemning i hans Flok ikke helt nøjagtig. Det var egentlig i
hin Tid ikke Bjørnson, men Wergeland, der var Flokkens Digter;
det var Positivisme, ikke Idealisme, som var Kredsens
Karaktermærke. Fjørtoftsegen Originalitet laa jo ogsaa paa det logiske
og matematiske Omraade. I et i hine Dage mig tilskrevet Brev
fra en af Flokken, der siden 8a har gjort sig bekendt, hedder det
bl. a. betegnende: »Vi ansé det ikke for at være uden Betyd-
ning , at vort’ Folks største Geni Henrik Wergeland ikke tilhørte
det nittende Aarhundredes tysk-romantiske Retning, men var i
Slægt med det attende Aarhundredes Aand. Bjørnson har ikke
arvet Wergelands Universalitet; hans Begavelse er eminent, men
han har lært for lidet og véd for lidet til at forstaa en filosofisk
Bevægelse osv.« Først langt senere er jo Bjørnson fuldt ud bleven
Wergelands Arvetager.
Blev end den stakkels Fjørtoft, der af Embedspartiet forfulgtes
med anerkendelsesværdig Udholdenhed, tidlig reven bort, saa er
han nu allerede bleven poetisk forherliget saa vel i Gunnar
Heibergs Tante Ulrikke, som i Garborgs Bog. Det er med
megen Finhed skildret, hvorledes Daniel snart føler sig "saa ussel
og skamfuld overfor ham, at han aldrig mere lader sig se i
hans Lejr. Og nu følger i hans Livshistorie den glubende Hungers
Tid, skildret med fuld Sandhed og dog med Humor,
Hungerstiden med alle dens platte Savn og alle dens hundske Ydmygelser,
i hvilken Barndomssalmen stadig summer i hans Øren:
Ti Gud giver sine baade Klæder og Fød’,
Naar de monne sødelig so—ove.
Saa tyr han til den gamle, almægtige teologiske
Professor, der er bekendt for sin rene Tro og sit gode Hjærte.
Professoren synes om Fyren: »Der var paany en af disse sunde,
uskadte Bonde- og Barne-Naturer med den rige Gave til at tro og
til at elske; her var paany en Mand af Folket, dreven af Aanden
Tilskueren. 1885. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
