Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. G. Brandes: Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men skrevet med et tindrende Lune. Det er Historien om
Forst-assistenten Jens Caristad, der ude paa Landet forliber sig i den
kønne og skæmtsomme Bondepige Anne Malene, skønt han slet
ikke vil Jenten nogen Ting, ti baade er han forlovet og har han
Moral: »Og han heldt av Jenny, og sette Pris paa henne. Ho
var eit Aandsmenneske; fin, bleik, interessant; god Upplæring,
Pianoforte, tysk, engelsk, fransk, Kunstsans, Sans for Poesi og
for Naturen; slik maatte den vera, som han skulde ha«. Den
anden, den landlige Vildkat, har ingen af disse store Egenskaber,
men hun kan sætte ham i godt Humør.
Og saa følger de bitre Selvanklagers Tid: han er en
Kæltring, han har forført hende, han er uhyre grov mod sig selv______
og saa er han ligefuldt glad, glad fordi hun elsker ham, nej, han
er ingen Kæltring alligevel. Men i Grunden er Jens Caristad dog
en moralsk Mand, og hver Gang han gaar til sit Stævnemøde,
holder han en Tale til sig selv om, hvor galt dette er, og snart
forarges han en Smule, ja ikke saa lidt endda, over at Anne
Malene slet ingen ond Samvittighed har: »Jens Caristad forstod
ikkje dette og fann det litt uhyggjelegt. At Folk gjorde Synd, det
fikk so vera; Syndarar var me no; men gjera Synd utan vondt
Samvit, det gjekk ikkje an«. Saa giver han sig til at snakke
Moral for Anne Malene, til han keder hende paa det grueligste
og faar en god en paa Øret.
Han er dybt krænket, han vil ikke se hende mere, men
han længes gudsjammerligt. Han skriver og beder om godt
Vejr, faar Absolution og en Undskyldning: »Han skulde ikkje
bry seg um det som ho gjorde hin Kvelden; ho meinte ikkje
nokot med det: ho berre var slik. J. T. Caristad dansad heim.
Han hugsad ikkje meir paa Æra si enn paa ein gamall ordotten
Knapp, og han svor paa, at han aldri meir vilde gjera seg
Uvenner med henne«.
Men en Stund derefter kan han ikke lade være med paa
ny at præke for hende: Hun maa ikke lyve. Hvordan skal hun
da kunne komme ud til ham, naar hun ikke maa lyve? Ja hun
maa finde paa andet Raad: »Tek du no paa med Bøneboki
igjen?« spørger Anne Malene. »Og so kjeklad dei, til dess Jens
fekk seg ein ny ein under Øyrat, og det ein god og varm ein,
og Anne Malene sagde det til han, at han burde sjaa aa faa seg
eit Prestekall og ikkje gaa her og preika Gudsord for henne; for
det vart han ikkje feit av! Jens sagde, at hans Vyrdnad som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
