Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Paul Bourget: Brev fra Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bortskære noget uden at lemlæste den, men den vrimler til
Gengæld af udsøgte Enkeltheder og Indtryk, der ere fulde af sitrende
Liv. Den eneste Bebrejdelse, man ud fra Forfatterens eget
Synspunkt kan rette imod ham, er den, at han netop lægger an paa
Undtagelsen. En Roman, der tilsigter en Skildring af Sæder,
maatte netop for at blive sit Program tro skildre Gennemsnittet
af en Samfundsklasse. Men mimoseagtig og nervøs, som Goncourt
er, svælger han i Analysen af sjældne og ejendommelige
Personligheder, og derfor kan »Chérie« kun betragtes som en meget
interessant Enkeltskildring af et enestaaende Tilfælde.
Naar Kritiken næst efter Goncourt nævner A’lphonse
Daudet, er det fordi den samstemmer med en Udtalelse af den
yngste af disse to Mestre. Han har nemlig et Sted ved at
omtale Brødrene Goncourt selv sagt: »Hvis min Baad skyder Fart,
er det, fordi den har noget af deres Vindpust i sine Sejl.« Ikke
saaledes at forstaa, at Daudet skulde kunne betragtes som en
Discipel af dem. Han har sin egen Ejendommelighed og sit
meget personlige Præg, medens han til Gengæld ganske sikkert
hos Brødrene Goncourt har laant en vis stilistik Metode. Ogsaa
hos ham finder man en Tilbøjelighed til, under Bestræbelsen for
at gengive hele Sansningens rent legemlige Sandhed, at fylde
Sætningerne med nye Ord, men særegent for ham er det Præg
af Blødhed, der væsentlig udmærker hans Talent. Han besidder
en Ævne til at blive rørt og et Drag af menneskelig Medfølelse,
der til Tider minder om Charles Dickens og sikrer ham en Plads
for sig selv i den iagttagende Literatur, saaledes som den for
nærværende Tid aabenbarer sig i Frankrig. Alphonse Daudet drages
som alle vore naturalistiske Forfattere hen imod en pessimistisk
Løsning af Menneskelivets Problem, men hans Pessimisme er lige
som Turgenjevs mild og har et Stænk af Medlidenhed, medens
derimod for Eksempel Emile Zolas Pessimisme næsten glæder sig
over Menneskets Fornedrelse. Det mærkes især i den Roman,
Sapho, Daudet i Aar har udgivet, og som har gjort stor Lykke,
skønt det maaske er den bitreste Bog, denne Forfatter nogen
Sinde har skrevet. Den skildrer et Forhold mellem en ung Mand
ude fra Provinserne, der kommer til Paris for at bane sig en
Vej, og et Fruentimmer, der gennem sine Forbindelser med
berømte Kunstnere har skabt sig et Slags Ry. Forfatteren har
med stor Kunst, om end stundom med en vis Grusomhed,
behandlet den Skændsel og det Smuds, dette Æmne gjorde det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
