Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Teatrene. — Holbergforestillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
selv som Led i Udviklingen; og idet han tilegner sig Traditionen for paa den
at bygge sit eget, er han fjernt fra det traditionelle, som kun efteraber de
andre. Det traditionelle er Traditionens Regnepenge, som giver stakket Ophold
i Kunstens mange Kipper; Traditionen er en Skat, som kun de kaldede løfter:
den forstaaende Tilegnelse af en Udvikling er ikke hver Mands Virke.
Naar nu ved Holbergfesten Sejren blev hjemført af de to Scener, som
helt bar Præg af Traditionen, mens de to andre beredte sig et Nederlag, der
førte dem i Armene paa det ridikule — skete det, fordi den Holbergske
Tradition i Følge sit Væsen indeholder den historiske Forklaring af
Komedierne, som de ikke kan undvære, og som gør dem til Kulturbilleder af dette
Folks Liv.
Den nedarvede Opfattelse af Rollerne, de hundrede Enkelttræk, söm er
overleveret fra Fremstiller til Fremstiller, de Indfald, som Rollehaver i et
halvandet hundrede Aar har modtaget fra Rollehaver, alt dette, som er
Traditionen og som førtes ned gennem Slægterne fra de første Fremstillere, er i
Virkeligheden • en Slags levende Kulturhistorie, som bestandig leder de nye
Kræfter i Armene paa den svundne Tids Følelsessæt og Udtryksmaade. Hvert,
selv det mindste Indfald, leder den kyndige paa kulturhistorisk Spor, og hans
Aand ifører sig ved Hjælp at Traditionen et Slags sjæleligt Tidskostyme, der
lader hans „Sentiments* og -deres Udtryk forklæde sig og hans Hjærne anlægge
Allongeparyks Ideer ganske paa samme Maade som hans ydre Person anlægger
Leanders og Henriks Skrud.
Og har Kunstneren først ladet Traditionen forklare sig det fremmede i
Udtrykket; har han først fuldstændig gennemskuet det aandelige Kostyme og
er trængt ind til de almene Følølser bag Periodens sjælelige Dragt — da vil
han finde, at Traditionen har bærende Kraft, fordi denne Tradition, der
modtog Slægt efter Slægt, til Gengæld fik sit Mærke af hvert Slægtled, som den
rummede — og saaledes overgav til os, i bestandig større Klarhed, fuldkommen
Fasthed en Række Typer, hvori Folket genfinder sig selv, og hvori den enkelte
Kunstner kan give sig selv, optagende i sig lige som alt det foregaaende.
Langt fra at være en Spændetrøje for Personligbeden bliver Traditionen
tvært imod en frugtbar og hjemlig Jord, hvor hver Individualitet finder vidt
Rum. Hver virkelig kunstnerisk formaaende Periode udfylder med sit Liv de
store Typer og lægger sin ejendommelige Forklaring til alle de foregaaende
Perioders. Saaledes bliver Fortolkningen evindelig rigere; Overlevering, der
følger efter Overlevering, danner et Skatkammer, som rummer hele Nationens
Følelsesmaade og Udtryk.
yor Tid har paa sit Felt beriget Holberg-Fortolkningen. Vi har lagt
Ild i Leanders Blik og bly Elskovsrødme over Jomfru Leonoras Kinder. Del
maatle blive os, som gav disse Komediernes forhenværende Stedbørn deres
Plads. Det laa i Sagens Natur, at Romantiken maatte overse dem.
Kærligheden havde den Gang alt for mange Ord, Elskoven for mange Pragtbilleder
til at ikke den stakkels Leanders Faamælthed skulde blive anset for
Ubehjælpsomhed, og at ikke Leonora skulde næsten blive latterlig i sin Fattigdom
paa Lignelser. Romantikens Ordstrøm skyllede medlidende dette Elskerpar til
en Side. Der stod han saa Monsieur Leander med Leonora — en fattig Per
Eriksen, der ikke vidste, at den sande Kærlighed rakte man den Elskede
indpakket i Jamber og en Flig af Stjærnehimlen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
