Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Teatrene. — Holbergforestillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hele det øvrige Personale følger Hr. Kolling og Fru Rosenbaum med
løse Tøjler. Julie Hansen og Hr. Zinck, Julie Secher — hvis Kunst dog
trænger til strængere og mere disciplinerende Opgaver — og Hr. Reumert, de
Herrer Hellemann, Dorph-Petersen og Marer og hele Resten svinger troligt ind
i Farcekarusellen og pidsker aandeløse Lystighedens Top, lige til Tæppet
falder.
Dagmarteatret har mindre Verve. „Den forbudne Frugt* — hvormed
der burde iles som med en hastig Melodi af Fahrbach, saa Tvildsomt skal ’det
gaa — spilledes for største Delen i et Lystspil-Tempo, der traadte Lystigheden
sejg og flad. Kun Hr. Wulff vakte bestandig Latteren paany ved evigt det
samme Smil, som vi hundrede Gange sværge paa ikke skal fange os mere, og
som dog altid fanger os igen. Hr. Wulffs Blik og Smil er dog ikke hans
eneste Vaaben. En fuldkommen Naturlighed tillader ham at skænke sin
Diktion en Nonchalence, som maaske er Hemmeligheden ved hans usvækkede
Charme.
Ved Siden af „Den forbudne Frugt* har Direktør Andersen spillet et
Par alvorligere Stykker. Det ene, „Borgruinen*, er faldet uden at fortjæne
lykkeligere Skæbne; det andet, Anne Charlotte Edgrens „Frelsende Engel*, var
nær ved at falde og havde fortjænt bedre.
„Borgruinen* har i Tyskland skænket sin Forfatter et Navn. Os synes
det, at dets Slulningsreplik er dets eneste Vittighed, dets Følelse kun den
vamleste Følsomhed. De komiske Figurer har saa megen Sandhed som en
Karikatur fra „Floh“, de seriøse Skikkelser er skaaret ud af et Par Olietryk.
Frøken Albrechts lyserøde Uskyldighed formaar ikke at forsone med et saadant
„Lystspil“s Mangler. Hun gør dets Romantik blegsotig, dets Kærlighedslykke
brystsyg-hvsterisk.
Det er ingen Behagelighed for en Kritiker at maatte sige sligt, men
Frøken Albrecht maa ophøre med at forfølge Publikum gennem et helt
Repertoire, som hendes sygelige Smil gør trist, mens hendes spinkle Stemme gør
alle Elskovsord spæde og klangløse. Den unge Dame har maaske Talent.
Hendes Ydre ejer den blonde Kvindelighed, Duftvaudevillen fordrede af sin
æteriske Elskerinde. Hun vil vel altsaa kunne benyttes. Men man bør ikke
give Publikum alt for rig Lejlighed til — at gennemskue hendes Ubetydelighed.
„En frelsende Engel* burde være blevet Sæsonens vigtigste hidtidige
Begivenhed. Det synes mig, som om ingen ret har begrebet Vovestykket, her
er gjort: Fru Edgren har her skrevet et Stykke, som bryder de dramatiske
Love. Man har accepteret dette Stykke, fordi det var i én Akt. Ja — man
har endog slet ikke lagt Mærke til, at der var noget, man kunde undlade at
acceptere. Hvis Stykket havde . været blot i to Akter, vilde man have
bemærket det, og man vilde ikke overfor dette Drama med en halv Snes
Personer have ladet sig dysse i Søvn med, at man jo havde sét saa mange
Pro-verber, hvori der ingen Handling var.
Nu sejler „En frelsende Engel* i Havn som Proverbe, og Publikum
betænker ikke, at det har set og tilklappet noget dramatisk oprørsk: kun en lille
Stump Liv, ført uden Ramme frem for dets Øjne. Ti her er slet ingen
Intrige til at indramme Arlas Kærlighed; intet, der blot ligner Spænding, intet,
som nogen Moders Sjæl tør kalde for dramatisk Stigning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
