Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Frk. Marie Pingel: Prinsesse Charlotte af Wales. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvis Helbred aldrig havde været stærkt, led meget under disse
idelige Sindsbevægelser, som end mere forøgedes ved hendes
usikre Følelse overfor Moderen, om hvis Skyld eHer Uskyld hun
ikke har været i Stand til at danne sig nogen Mening. Hvor
megen Tvivl taler ikke ud af den Ytring, vi ovenfor anførte:
»I mine Øjne maa min Moder være uskyldig.« Naar man dertil
føjer, at hun næppe har været uvidende om, at saafremt hendes
Moder blev overbevist om ægteskabelig Utroskab, da vilde hendes
Dom komme til at lyde paa Henrettelse, en Dom, der rigtignok
aldrig vilde være bleven udført, saa er det ikke til at undres
over, at hun trods sin Ungdom og stærke Livslyst tit hang med
Vingerne og talte om Livet, som ellers kun den ældre og prøvede
plejer at gøre. I et Brev fra hin Tid til en fordums Legesøster,
der stod i Begreb med paa ubestemt Tid at forlade England,
forekommer følgende sørgmodige Ytring: »Jeg føler megen
Bedrøvelse ved at Du forlader Landet, da jeg ikke kan andet end
tænke over alle Tings Ubestandighed og hvad min Skæbne
muligvis er bleven, før vi atter mødes.« — Og hun ender
saa-ledes: »Beder jeg om alt for meget, naar jeg gentager Ønsket
om ofte at høre fra Dig?« I Sandhed et beskedent og ydmygt
fremsat Ønske, naar man betænker, at det var Arvingen til
Storbritannien, der udtalte det. Ganske vist var hun heller aldrig
bleven forvænt med at faa sine Ønsker opfyldt. Alle andre
Hensyn gik foran det Hensyn at glæde hende.. Saaledes ogsaa
nu, da Charlotte for at kunne tage Afsked med sin bortrejsende
Veninde bad Dronningen om Lov til at følge med hende fra
Windsor, hvor hun den Gang opholdt sig, til London. Hendes
Bedstemoder svarede, at »det stred mod fyrstelig Værdighed at
opsøge nogen«; men hun vilde beære den unge Dame med en
Indbydelse til Windsor. Dette var ikke, hvad den stakkels
Charlotte havde ment. Hvad Glæde var der ved at være sammen
paa det forhadte Sted, hvor Stivhed og Etikette herskede, og
hvor Luften ligesom snørede ens Strube sammen, saa at det Ord,
der ethvert andet Sted vilde have flydt frit og let, ligesom døde
paa ens Læber. Besøget kom imidlertid i Stand, men blev til
ringe Glæde. Det var en uhyggelig Aften, den unge Pige
tilbragte sammen med Charlotte og hendes Bedstemoder.
Førstnævnte trak sin Veninde til Side og begyndte en hviskende
Samtale med hende, gjorde Nar af Dronningen og fik med ét Ord
Uretten paa sin Side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
