Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Alex. Kiellands „Fortuna“ og J. Lies „En Malstrøm“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Flygtighed, Overraskelserne, ikke de forberedte Ting. Paa denne
Impressionisme sætter han alt ind, han ofrer Sammenhængen i
sin Bog, Karaktererne, Udviklingen, for at vi bestandig skal se
og se, og for at vi, naar vi ere færdige med »En Malstrøm«,
skal staa halvt bedøvede, som var det os selv, der i Forbifarten
havde været Vidner til Fossegaardsfamiliens Fald.
For Lie har Hovedopgaven været at gøre sin Bog levende,
han foredrager den for os, stykker den ud i Optrin, og ved sin
glimrende Fortællekunst opnaar han jævnlig en Virkning, der i
Uro og Kraft kommer Livets egne Indtryk meget nær. Man saa
at sige hører, lugter, ser og smager Fossegaarden; men han
synes noget at have forvekslet den blotte Sansning af en Ting
med Anskueligheden af den. Hans Maade at fortælle paa
hører efterhaanden op at skabe livagtige Forestillinger, fordi
vi bliver holdt i for stor Uvidenhed. Vi faar ikke Ro til at
samle vore Indtryk, Stilen bliver aldrig dvælende. I
Virkeligheden vilde vi ikke lade os nøje med den Besked om
Fossegaards-familien, som Lie giver, der er meget mere Hjærnearbejde i vor
daglige stykkevise Erfaring, end »En Malstrøm« gør efter. Vi
forstaar for lidt i Forhold til, hvad vi ser i denne Bog, dens
Impressionisme er ufyldestgørende, fordi den lader Livets
Mangfoldighed tage sig endnu utydeligere ud, end den er.
Der er bogstavelig ikke en af Personerne i Bogen, som vi
lærer nøjagtig at kende. Der er en evig Toddydrikken og
Gæste-rering paa Fossegaarden, og lidt efter lidt sniger den
Fornemmelse sig paa os, at vi ved Lies Hjælp ikke kan drive det længer
end til at blive en af disse tilfældige Gæster paa Stedet, som vel
sved Toddyernes Hjælp kan faa det livligt nok, men som dog
ikke derfor, kommer i et intimt Forhold til Familien. Og det var
ikke Meningen, da vi gav os ham i Vold; vi havde ventet at gøre
virkelige Bekendtskaber.
De kommer som sagt ikke, vi er ved Slutningen af
Historien ikke stort videre end den afskedigede Toldassistent, der gaar
omkring med en stadig Mistanke om, at ikke alt forholder sig,
som det tager sig ud. En Kærlighedshistorie har vi vel en Smule
mere Kundskab om end han, men utilstrækkelig forklaret, som
den vedbliver at være, interesserer den ikke, fordi den
tilsyneladende blot omhandler en Sygelighedstilstand hos en kraftig, ung
Kvinde, som vi tilmed kun kender ufuldstændig som alle de andre.
Selve Mads Foss, Fortællingens Midtpunkt, er en Gaade. Vi be-
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
