Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Alex. Kiellands „Fortuna“ og J. Lies „En Malstrøm“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tilbage af ypperlige Greb. Man læser »Fortuna« med større
Beundring for Stilens gennemførte Renhed, end Tilfældet er med
»En Malstrøm«. Den Spot, der til Slutning samler sig mod hele
den officielt bestaaende Samfundstilstand i den gement fallerede
Professors faderlige Ord til Præsten: »Jeg vil bede Jesus, at han
vil hjælpe Dem,« er ført med virkelig Finhed. Naar Samfundet
vender det døve Øre til, kan det være klogt gjort af det, men
det forringer ikke Værdien af den Kunst, hvori Spotten er svøbt.
Bogen er ikke overlegent skreven, Bipersonerne er som
Regel udmærket vittig behandlede, men de er ikke tilforladelige.
.Der mangler t. Eks. hos Fru Clara det Sæt af Egenskaber, som
overhovedet gør det muligt, at Abraham Løvdahl kan være gift
med hende. Som hun nu er, er hun lige til at kaste ud af
Vinduet. Præsten, den fede Morten Kruse, og hans sure Kone er
ypperlige Maskefigurer, det samme gælder om Bankchef
Christensen, der, da Katastrofen nærmer sig, rejser og tager sin Næse
med sig, gamle Jørgen Kruse hører ogsaa til Arten, der er
anvendt nok af Aand paa disse Skikkelser, men de er kun
sete under én Synsvinkel, de er færdige med det samme de viser
sig paa Scenen og gør i Bogen ikke Indtryk af virkelige
Individualiteter. Paa en anden Maade taber den blinde Grete sig i
Taage for vore Øjne. Forfatteren bliver forblommet, naar han
taler om hende. Det ér et grovt opdraget Pigebarn med et fint
udviklet Nerveliv, hvorfor gør Kielland hende da til en
Romanfigur? Det er et kunstnerisk Syndefald, som raaber mod Parnas,
vi har jo ikke en Begynder for os, som ikke tør sige, hvad han
véd. Og stakkels Abraham Løvdahl, som i det hele ikke er
sikker i Sammenføjningerne, bliver helt gebræklig, naar han piler af
Sted til Grete. Hidtil har han ikke vist Spor af Følsomhed, han
gaar nynnende fra et Hjem som det, Clara bereder ham! Men
hos Grete bliver han sentimental indtil aabenbar Løgnagtighed.
Sagen er maaske ikke umulig, men her i Bogen er den ikke gjort
rimelig. Den fineste af de Figurer, der staar i.anden Række, er
Madam Kruse. Kielland har anlagt dette Billede med stor Omhu,
det er studeret i Stue, stærke Farvevirkninger er undgaaet, der
staar ligesom en hengemt Lavendelduft omkring det, Karakteren
er ægte, kun trænges der her og der til Sporene af en krassere
Pensel, Farverne er ved at blive for bløde i Skyggerne. Men Gangen
i en honnet, fattig født Kones Tanker og Anfægtelser kan trygt
aflæses paa denne Skikkelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
