Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - K. Gjellerup: Fyrstegraven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den være vil, ethvert naturligt Menneske har dog Relikviesansen
i Blodet, lige fra Elskeren, der faar Taarer i Øjet ved at se paa
en Stump Silkebaand, og til Pilgrimmen, hvis Hjærte banker mod
en Splint af Kristi Kors. Og den hellige Grav har altid været
den største Relikvie. Det kommer over én paa forskellig Maade,
men det kommer sikkert. Det kom paa mig som et Stød, da
jeg paa den protestantiske Kirkegaard i Rom længe havde søgt
efter Shelleys Gravsten og pludselig paa en lav Gravsten saa’
Ordene »Gor Cordium«, just som jeg var ved at opgive Fundet.
Men det kan ogsaa, som i denne Gravhvælving, komme saa sagte
og lidt efter lidt, at man ikke mærker det. Man undrer sig
maaske i Begyndelsen over, at man ikke føler mere, men er
halvvejs skuffet og ærgerlig over sin Kulde. Saa kigger man paa
Enkelthederne, læser Indskriften paa Guldkransen til Goethe fra
tyske Kvinder, tager et af Silkebaandene i Haanden: »Til Schil-
lers Manes«, og tilsidst er man saa fangen, at man ikke kan rive
sig løs, men synes at Verden udenfor er forsvunden, og at man
maa blive staaende her bestandig som en Votivstatue til
Diosku-rernes Manes.
Det er unægtelig, at Ægtheden af disse Relikvier ikke er
hævet over enhver Tvivl — for det ene Skrins Vedkommende.
Ekscellencen og Gehejmeraaden blev i Ro og Værdighed befordret
til sit fyrstelige Hvilested, hvor hans Digterkollega Hofraaden
allerede var bisat. Men dette fattige Djævel af et Geni var ikke
kommen saa let til en saadan Værdighed. Puttet i en navnløs
Kiste til et Par Thaler og sænket ved Midnatstid ned i en
fugtig Kassehvælving af nogle Venner, som havde frataget
Skrædder-lauget denne Ære, skjulte hans Legeme sig som en Forbryders,
hvis Hvilested ingen vil opsøge. Hans blev dog opsøgt en Snes
Aar efter; skønt Overkonsistoriet brummede forarget over Brud
paa Gravfreden, ryddede man op mellem dé møre Kister, der
faldt fra hinanden ved første Berøring; Borgmesteren gik hjem
med tre og tyve Hjærneskaller i en Sæk, maalte og fandt endelig
dette »hemmelighedsfulde Kar for Orakelsprog«, som Goethe straks
skrev Vers over. Saa kom Anatomerne i Bevægelse for at
konstruere „ex ungve leonemu og fik ogsaa tilsidst reddet det meste
af Skelettet ud fra den almindelige Dynge. Nu er det jo nok
muligt, at et og andet med Urette har sneget sig ind i disse
„disjecta membra poetæu; maaske et Ribben af en Skomager, der
intet Hans-Sachsisk havde ved sig, og et Fingerled af en Brille-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
