Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faar sin Vilje; alt dette virkede kun befriende, idet man
oven-paa den stærke Spænding fik sig en hjærtelig Latter.
Nu gik da Rigsretssagerne — eller »Rigsretsguilliotinen«,
som Højrebladene sagde — sin Gang, indtil alle de Statsraader,
som havde deltaget i alle de paaklagede Sager, var dømte fra
Embedet, og de tre, som kun havde deltaget i en enkelt, havde
faaet en klækkelig Mulkt.
Saa gjaldt det da om det nye Ministerium. Det faldt
naturligvis ingen ind, at dette skulde blive af Venstre, man
tænkte sig, at der endnu vilde komme mangen en haard Tørn,
før det gamle Løsen »Ministeriet Sverdrup« vilde blive til
Virkelighed. Derimod havde man jo nok Tanke om et
Overgangsministerium, saa meget mere som det var sikkert nok, at Højres
mest fremragende Mænd havde sagt nej til Tilbudet om at træde
ind. Det var ikke hyggeligt at tage Arven efter Ministeriet
Selmer, særlig ikke, naar man fik nej til det Vilkaar, at de
Højreblade, der havde opfordret til Forfatningsbrud, skulde lige
saa vel sættes under Tiltale som Bjørnson og de andre
Venstre-mænd. Og tillige havde Mængden af de ledende Højremænd,
især de paa Stortinget, endelig en Gang lært at indse, at Venstre
var mere end Talemaadernes Mænd, og at det ikke vilde vise
Naade og Barmhjærtighed, saa længe ikke i Følge Rigsretsdommen
Statsraadssagen var taget til. Følge, Folkevæbningssamlagene havde
faaet sine Penge, og Jærnbaneloven var anerkendt. Og i
Baggrunden stod Rigsretten, og om den var der sagt i Stortinget,
at heller skulde den blive permanent, end at Venstre vilde
opgive sin Ret; saa vidste ogsaa alle og enhver, at næste Gang lød
ikke Dommen paa Embedsfortabelse, men paa Afsættelse, altsaa
Tab af alle borgerlige Rettigheder. Under disse Forhold skulde
der Mod til at træde ind i det nye Højreministerium, som endelig
efter lange Fødselsveer kom for Dagens Lys. Det var den mest
forunderlige Sammensætning af Mennesker, man kunde tænke sig,
først de tre af det gamle Ministerium, som ikke netop var dømte
fra Embedet, og dernæst af de nye Opfinderen af vor Grundlov
som et modificeret Enevælde, endvidere en Del Mennesker, hvis
Tilværelse man næppe før havde anet, og som man vistnok
heller aldrig kommer ud over Anelsens Standpunkt overfor. Den
ledende Tankegang inden Ministeriet turde maaske mest træffende
være ud trykt af den ene af dets Statsministre, en forhenværende
Søløjtnant, som paa et Folkemøde kort Tid i Forvejen havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
