Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Cand. mag. H. Schwanenflügel: Ibsens „Vildanden“ og dens Opførelse paa det kgl. Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den allfor hyppige Forekomst af disse ideale Læger. — Her i
»Vildanden« synes man at være temmelig overbevist om, at er
der en Figur, som er Digterens Talerør, saa maa det være
Dr. Relling; saa overtydet, at vedkommende Skuespiller i sin
Maske med Publikums Bifald har kunnet optage enkelte Træk af
Ipsens Fysionomi. Vi tro dog, at dette er en Misforstaaelse.
Hr. Mantzius Spil er i enhver Henseende dadelløst; men han
fejler sikkert, naar han mener, at det er Stykkets Digter han
spiller her. Er der nogen, som her skal være Ipsen, maa det
være Gregers Werle; og med Hensyn til denne Rolle havde det
maaske været korrekt, om den Skuespiller, som Har faaet den
tildelt, havde laant væsentligere Træk af Ibsens Udvortes. Det
staar for os som givet (eller rettere sagt, forholder det sig ikke
saaledes, forstaa vi ikke Stykket), at der i Ibsens Fremstilling af
Gregers Werle foreligger et Stykke bitter Selvironi. Hvem er
denne Gregers anden end Ibsen selv, som nu i en Række af Aar
har rendt os paa Dørene med sin ideale Fordring. Ere vi bievne
bedre i al den Tid; nej tværtimod, Slægten forringer sig daglig.
Ibsens Digterømfindtiighed er mer end én Gang bleven saaret,
naar han vilde sige os en drøj Sandhed lige i Ansigtet, saaledes
i Anledning af »Gengangere«. Her maatte den forhen af det fine
Selskab saa højt skattede Digter høre adskillige
Indignations-udbrud. Saa kommer der en mismodig tung Stemning over
Digteren. Han siger til sig selv: Nar som jeg er; jeg bilder mig
ind at kunne vække Sandhedsi rangen hos mine Medmennesker;
jeg, som tror, at de længes efter at leve et Friluftsliv under den
klare, aabne Himmel, jeg som mener at styrke dem, at rense deres
Karakterer ved at holde Sandhedens Spejl op for deres Ansigter!
— Dumheder! — det hele er Pjalter og Klude til Hobe, der bare
ere rimpede sammen; vil man bøde et Sted, saa revner det et
andet Ærligheden er for, stærk en Medicin for Menneskene, den
bliver til Gift i deres Indre og slaar deres skrøbelige Konstitution
i Stykker. Sandheden virker paa deres Kyllingehjærner som
kraftig, berusende Vin, de blive blot ynkelige af at nyde den. —
Dumrian, som jeg er og har været! — Og i denne Stemning
hudfletter Ibsen sig selv i Gregers Werle. Han paalægger
sig denne Pønitense, fordi han har været svag nok til ikke at
tvinge sin Retfærdighedsdrift tilbage. Gid Pokker havde den!
Den har kun bidraget til at gøre Digterens Stilling isoleret,
fordrevet ham fra hans Fædreland og forvirret skøre Hoveder. Nej,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
