Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Ina Lange: Smaafolk. I. Kajsa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at se paa hende, hvad hun end tog sig for. Hvad enten hun
bagte, bryggede, støbte Lys, vævede eller vaskede. Hun var altid
lige pæn og fin, det hvide Lintøj om Hals og Arme’ var hvidt og
helt, hendes Kjoler ordentlige og nette. Hun var den flinkeste
af alle .Tjænestepigerne.
Naa, hun skulde nu have ham. Dagen efter Brylluppet
flyttede hun til »Torparbacken«, og Karlen flyttede ud. I seks Dage,
vaskede, skurede, gravede, lappede, hamrede, slog Søm i og fejede
hun. Den syvende Dag græd hun. Men om Mandagen begyndte
hun igen. Vaskede, syede og strøg.
Rellu-Calle tabte Begtraaden og Sylen af Hænderne, han
sad ude i Gaarden ved sit Bord og glemte rent at arbejde. Han
stirrede ind ad den aabne Dør, hvor han kunde se hende færdes
derinde. Han kunde lide det, der gik for sig derinde, og han
kunde lide hende, saa hvid og ren hun var. Det blev ikke til
ret meget med hans Arbejde. Han grubliserede og fulgte hende
imens med Øjnene. Han skuttede sig. Det var rart, alt dette nye
––-og alligevel —.
En Dag blev hans Frakke underkastet et nøjagtigt Eftersyn.
Kajsa fandt noget i Lommerne, som ganske sikkert vilde have
skræmmet Livet af en Hovedstadspige. Men Kajsa vidste Besked
— hun vendte ud og ind paa Foderet. Indholdet sprang af Sted, og
de galopperede allesammen — der var vel en ni eller ti Stykker,
— ned ad Gaarden, og Rellu-Calle saa’ med et sørgmodigt Blik
den haardhændede Afskedshilsen, hun gav én, som ikke vilde rask
nok af Sted.
Det var hans Favorit, just denne halvvoksne Fyr, hans
bedste Kammerat, født og opvokset i Frakkelommen, saadan en
dejlig tam én, og den, just den skulde faa en saa ublid Skæbne.
Han holdt af dem, disse brune Kavallerer, de forstod ham. Han
behøvede bare at kradse lidt uden paa Lommen, saa kom de
frem — de vidste straks, de kloge Dyr, at de skulde have
Frokost –––.
Nu var det forbi med den Glæde. Hans Venner,
Kakerlakkerne, var døde og borte allesammen. Hans Beundring for
Kajsa fik et haardt Stød. Kajsa havde ikke Hjærte for disse
Væsener, som hun i sin Uforstand kaldte »Utøj«, men han tilgav
hende og tav. Hun bankede Frakken, skrabede den med en
Kniv, skrubbede den med en Børste, luftede den ud og lappede
den. Saa kom Buksernes Tur. Og tilsidst Ejeren selv.
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
