Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: Nogle Meddelelser om J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Salonen; ti hvor vanskeligt er del ikke, naar enten
Konversationen skal bringes paa Gled eller er gaaet i Staa, at »faa
begyndt« , især naar den evige Kilde Vejret slaar fejl. — Naar en
Mand skriver en Bog, er han nødt til at have en Begyndelse;
men hvor forskelligt begynde ikke de forskellige Forfattere! Nogle
begynde med historiske Oplysninger, som enten vedkomme eller
ikke vedkomme Fortællingen, andre begynde med en Hærskare af
Perfekter, som fortælle, at ganske almindelige Ting ere skete:
»Sneen var allerede smeltet bort, og Isdækket var brudt«, eller:
»Alt havde den rosenfingrede Eos mangen Gang tilbagelagt sit
Løb over Himmelhvælvingen, alt mangen Gang var Storken
kommen og fløjet igen«, og saaledes i det uendelige. En begynder
med at fremstille os et Landskabsmaleri: »Hvor de høje, mørke
Graner klæde Dovres Fjældtoppe, og hvor den skummende Elv
hopper, bryder og ruller over de mægtige nedrullede Klippeblokke,
hvor og hvor og atter hvor, dér stod o. s. v.« En anden gaar
lige til Sagen og fortæller, at der var en Gang en Mand, som hed
Povl, han var Snedker, og saaledes i samme Dur, ganske jævn
Træskogang. Saa finder en paa at føre os ind i Historien paa
Hovedet, hvad enten det nu er ved Formlen: »Det var en
lummer Sommerdag, da Jens Skovfoged . . .« eller »Karen Margrethe
stod og strikkede i sin Dør, da Anders Skytte gik forbi . . .«
eller det sker ved med en ubændig Voldsomhed at kaste Læseren
midt ind i Handlingen: »Nej, udbrød Alfiero, idet han vendte sig
mod Elfva, Elvira kommer ikke i Aften, det tør jeg vædde . . .«
Den kunstigste af alle Maader er dog den at begynde med Enden:
»Gamle Nicolas var død«, og nu fortælle, hvem gamle Nicolas
var og om hans sidste Tid; saa faar pludselig Forfatteren det
Indfald at fortælle om hans tidligste Barndom, og saa gaar det!
»Jeg er Knivsmed i Dresden«, begynder en, det er en meget rask
Begyndelse; men for det første er det ikke beskedent at begynde
med sig selv o. s. v. o. s. v.<; der kommer ikke noget for det
andet, og Indledningen slutter saa med: »Min Ven og jeg ere et,
derfor vil jeg begynde med min Ven; det er ikke ubeskedent, og
det er originalt«. Der er i denne Indledning gode Antydninger
af den Jacobsen, der, da han for Alvor begyndte at føre Pennen,
var Kritik mod sig selv og andre fra først til sidst. Det er
usædvanligt hos en syttenaarig at træffe en saa myndig Viden
Besked om Metoden i de Romaner, han har slugt, og har man i
det øvrige »Kvas« truffet vel meget af de tørre Egepinde, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
