Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Feodor Dostojewsky: En Fornægtelse. Oversat af Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der var paa halv Betaling« og brugte Udtryk som »unddrag os
ikke deres Bevaagenhed« eller »bevis os naadigt den store
Godhed«. Samtidigt bøjede hun sig flere Gange særskilt for Herren
og Fruen med den dybe Sænken af Hoved og Overkrop, som er
almindlig blandt simple Folk, naar de henvende sig til en
højt-staaende Personlighed med underdanig Bøn om noget. De
paagældende havde øjensynligt ikke gjort Regning paa en for dem
saa smigrende Hyldest. Mme. Touchard tog sit allerelskværdigste
Ansigt paa, og Monsieur erklærede med stigende Vigtighed, at
han var for human til at gøre Forskel paa Børnene i Pensionen;
de var alle hans Børn, og han var en Fader for dem alle; derfor
var ogsaa jeg i hans Hus næsten stillet paa samme Fod som
»Sønnerne af Grever og Senatorer«; det var noget man maatte
paaskønne efter Fortjæneste. — Moder vedblev at bøje sig og neje
men syntes for Resten tilsidst forlegen over sin Rolle. Endelig
vendte hun sig om til mig og sagde med Taarer i Øjnene:
»Farvel, min Dreng!«
Dermed kyssede hun mig, det vil sige, jeg bekvemmede
mig til at række hende min Kind til Kys. Muligvis havde hun
haft Lyst til rigtig at tage mig ind i sine Arme for at knuge og
kysse mig. Men hun gjorde det ikke, hvad enten hun undsaa
sig for at lade sine Følelser komme for stærkt til Syne i fremmede
Folks Nærværelse eller hun maaske begyndte at forstaa, at jeg
skammede mig over hende. Efter endnu en Gang at have hilst
paa M. og Mme. Touchard, gik hun. Jeg blev staaende.
»Mais suivez done votre mére!« udbrød Bestyrerinden og
tilføjede: »Il n’a pas de coeur, eet enfant.«
Touchard trak paa Skuldrene med en Mine, der skulde
sige saa meget som: »Saa fortjæner han heller ikke at blive
behandlet anderledes end jeg behandler ham«.
Som lydig Elev efterkom jeg den givne Ordre, løb ned ad
Trappen og indhentede Moder lige udenfor Gadedøren. Jeg
vidste, at alle deroppe stod ved Vinduerne og holdt Øje med os.
Moder korsede sig med Ansigtet rettet mod Kirken; hendes Læber
bevægede sig; højt og i afmaalte dirrende Slag lød Klangen af
Klokken oppe fra Taarnet. Saa vendte hun sig om imod mig,
og ikke længere i Stand til at undertvinge sin Bevægelse lagde
hun begge Hænderne paa mit Hoved og brast i Graad.
»Græd ikke, lille Moder«, bad jeg, »det gaar ikke an. De
se allesammen paa os oppe fra Vinduet«. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
