Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr. phil. G. Brandes: Martin Luther om Coelibat og Ægteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det forstaar sig af sig selv, at Luther ud fra denne stærke
Hævden af et ægteskabeligt Samlivs Nødvendighed maa stille sig
skarpt affærdigende ovei; for hvad han kalder »den naturlige
Fornufts« Indvendinger, det vil sige den ugiftes Frygt for
Bøme-skrig og Nattevaagen, Ulysten til at ernære en Kvinde og en
Husstand o. s. v. Man kan let forestille sig, at han har varme
Ord til Lovprisning af alle Ægtestandens Byrder, som det er
Guds Vilje, at Menneskene skulle tage paa sig. De, der foretrække
Kyskhed, som Nonner og Munke, ere end ikke værd at de skulde
faa Lov at vugge et døbt Barn eller lave det en Suppe, var det
end et uægte Barn. Selv den Kvinde, der har et uægte Barn, er
bedre end en Nonne.1)
I denne Polemik, under hvilken Luther blot svinger sig op
paa sin altid opsadlede Kæphest, har han let Spil. En
Vanskelighed bliver jo imidlertid tilbage, maaske den største af alle for den
moderne Opfattelse, men allermest enorm for den, der som Luther
har spærret alle andre Veje end den Vej, som fører ind i Ægteskabet,
det er Svaret paa det Spørgsmaal, han til Slutning selv opkaster,
Svaret til dem der sige: »Jeg har intet imod at gifte mig, men
hvorledes skal jeg ernære mig? Jeg har ingenting o. s. v.« Luther
indrømmer at denne Hindring er den største. Men som Teolog
har han nødvendigvis et Svar og intet andet Svar end: »Det er
Vantro og Tvivl paa Guds Godhed at tale saadan.« De, der ville
være sikre paa at finde Føde og Klæder, de ville »trække Hovedet
ud af Slyngen«, ville ikke lyde Budet: »I dit Ansigts Sved skal Du
æde dit Brød«. Det er dovne, fraadsende Skælme, som tænke
saadan. De ville kun fri, naar de kunne faa »rige, smukke, blide,
venlige Koner« — »Ja vent du, vi vil lade nogle male til dig.«
(»Ja harre, wir wollen dir sie malen lassen«). Og han slutter med
det Raad eller den Bestemmelse, at en Knøs bør gifte sig senest
naar han er tyve Aar, en Pige naar hun er femten eller atten —
’) Dårum sage ich, dass alle Nonnen und Mönche, die obne Glauben sind
[o: som’saadanne ere uden Tro paa Gudsordet: Vorder frugtbare og
formerer Eder] und sich ihrer Keuschheit und Ordens trösten, nicht
werth sind, dass sie ein getauft Kind wiegen, oder ihm einen Brei
macben soilten, wenn’s gleich ein Hurenkind wäre. Ursache, denn ihr
Orden und Leben hat kein Gottes Wort vor sich: mögen sich auch
nicht röhimen, dass Gott gefalle, was sie thun: wie ein Weib thun kann,
ob’s gleich ein unehelich Kind trägt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
