Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Figurmaler Karl Madsen: Kristian Zahrtmanns Leonora Christina-Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fængslet under de haardeste Vilkaar, hvad der var saa meget
mere stridende mod alle Billigheds- og Retfærdighedshensyn, som
Leonora Christina efter Corfits Ulfeldts Død umuligt kunde gøre
den danske Regering den ringeste Fortræd. Det Ord, hun vilde
sige kongelig Majestæten, maa tænkes at være en Bøn til ham
om aldrig at lade Leonora Christina slippe ud af Blaataarn.
Billedet er i høj Grad uroligt, overlæsset med Detailler;
Øjet flakker fra den sorte Besætning i fantastiske Figurer paa
Dronningens Sørgedragt til Skrinet, hvis Guldstykker vælter ud
over Tæppet, til de blinkende Sølvsager paa Bordet, til
Spejlrammen, det danske Rigsvaabens Vildmænd paa den røde Pude
bag Dronningens Hoved, de violette Handsker og Strømper, og
intetsteds formaar det ret at finde Hvile. Og dog skader den»e
babelske Forvirring af stærke Farver og spredte Lys egentlig ikke
Billedets Virkning. Man føler maaske herved end mere det
forfærdelig alvorlige i denne ulige Kamp mellem Majestæten, der er
omringet af alle de talende Beviser for hendes Forfængelighed, og
den ubønhørlige Død, der standser Ordet i hendes aabne Mund.
Kong Frederik den tredjes Buste, med den store Allongeparyks
forlorne Løvemanke om det brutalt hovmodige Ansigt, staar stiv
og strunk som et tamt Vidne til Dronningens modstræbende Afsked
med det timelige. Og som den mest ætsende, blodige Ironi
frem-griner rundt omkring, ciseleret i Sølv, guldvirket i Fløjl, Sofie
Amalies fromme Valgsprog: Spes mea Deus (mit Haab staar til
Gud), en af de kongelige Valgsprogs hundrede pyntelige Løgne.
Kongen selv ser man kun fra Ryggen, men Oldenborgeren
er saare vel karakteriseret i hans Figur. — Det var hovedsagelig
denne Figur, Zahrtmann ikke var fornøjet med under den første
Udarbejdelse af dette Billede. Skønt den allerede var kommen meget
langt, og Gennemførelsen af den sikkert har været ham meget
møjsommelig, tog han med usvækket Energi fat paa et helt nyt
Lærred. — I Billedets Enkeltheder har Zahrtmann lagt et grundigt
Kendskab til Kristian den 5tes Stil for Dagen; er denne i sig selv
end plump og barok, er den dog interessant og ret pompøs, og
Zahrtmann har unaturlig meget tilovers for den.
Leonora Christinas egne Børn, for hvem »Jammersmindet«
jo egentlig var bestemt, har næppe læst denne Bog med saa dyb
en Andagt som Zahrtmann. Det er aldeles ikke utroligt, at hun
er ham lige saa kær, som hans egen Moder. I et Brev fra 1663
skriver Leonora Christina om sin Søn, Leo Ulfeldt: »Kan jeg ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
