Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kommunelærer P. Lauridsen: Russerne i Midtasien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forsumpes nu i Sandet uden at naa Sir og Amu. Ahriman og
Ormadz, Ørkenen og Oasen, have gennem Aartusender ført Krig
med hinanden, og den første bærer Sejeren hjem. Landet er
overstrøet med Ruiner af gamle Kultursæder, Sanddynerne
erobre Floddal efter Floddal, Oase efter Oase, og kun den
menneskelige Flid og Modstandsævne kunne standse Landets
For-sanding. Denne Kamp er Midtpunktet i Turkestans Historie.
Vejrliget er forfærdeligt. Det bevæger sig gennem de mest
overdrevne Modsætninger. Juli Maaned er lige saa varm som
Sommeren ved Kap Verte, 40O Mile nærmere Linjen, og Januar
lige saa stræng som Vinteren i Kanada, Midtgrønland og
Spits-bergen, 450 Mile nærmere Polen. Aarets Varmegrader bevæge
sig mellyn — 30 og -f 44° C., og Forskellen mellem den
koldeste og varmeste Dag er saaledes 74°. Paa de hede
Sommerdage er Luften saa tør, at det er vanskeligt at trække Vejret,
Ørkenens Aande slaar den rejsende i Møde som Heden fra en
Bagerovn, Sandets Varmeudstraaling kan være dræbende, og paa
Russernes Togt imod Akhal-Tepe bukkede flere hundrede
Mennesker under alene for denne; men selv under saadanne glødende
Sandmasser har man fundet overgemte Islag fra de strænge
Vintre. I 1858 regnede det kun 4 Timer i Ørkenen Kara-kum,
hele Aar kunne være uden Nedslag, og Steppefloraen kues lige
saa meget af Sommerens Tørke som af Vinterens Sne; den har
kun tre Maaneder at udvikle sig i, og den lever under lige saa
strænge Vilkaar, som de arktiske Planter. Paa de frygtelige
Steppeøder, der strække sig fra Altajs Fod til Urals Munding,
hvis evindelige Sandhøje tage sig ud som et Oceans langstrakte
Bølger under Passatvindens Aande, paa disse Vidder, hvor intet
Træ, ingen Bygning og intet Bjærg afbryder den monotone
Bølgegang, hvor Refraktion og Luftspejling forstørrer Genstandene
hundredfold, hvot Varmebølgerne udviske alle Konturer, hvor
Vinterens rasende Snestorme og Sommerens Sandflugt i rødlig
Taage lige rigelig bringer Død og Undergang, — trives Planterne
kun i nogle Vaarmaaneder og nogle Efteraarsdage. I dette korte
Spand af Dage holder Steppen Fest. Næppe er Sneen af Jorden,
før Planterne mylre frem med en mærkelig Energi, et spraglet
Tæppe af Tulipaner, Iris og Liljer dække Bunden, og de
endeløse Højdedrag ere et Mosaik af Farver. Men Højtiden er snart
til Ende. Sommerens hede Aande farer hen over Stepperne,
Planterne visne, og Egnen ifører sig atter sin graa og sørgelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
