Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Fru Ina Lange: Smaafolk. II. En Martyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Doktoren var borte og den unge Mediciner med. Kl. 6 om
Morgenen vilde han komme igen og lægge ny Forbinding om og
give Barnet Medicin.
Weli laa ganske stille, men havde Feber. Hans Kinder og
Læber brændte. Moderen læskede hans Tørst, saa ofte hun
kunde.
Nu var der ingen Vidner, nu vovede hun sig endelig frem
med sin Kærlighed. Hun kyssede hans Haand — hans eneste —,
hun kyssede Tæppet, hun græd, hulkede og sukkede. Hun bad
og stred. Hun vred Hænderne i Fortvivlelse. Havde Gud straffet
hende? Og hvorfor?
Henad Morgenstunden vaagnede han. Et Smil gik over
hans Ansigt, da han blev Moderens Omsorg for ham vaer, og
saa’ i hendes ømme, bekymrede, taarefyldte Øjne, hvor meget
hun led.
»Vær ikke bedrøvet, Mo’er,« sagde han, »nu har jeg det
bedre. Jeg skal ikke mere gøre dig Sorg. Nu er det forbi. Jeg
skal aldrig, aldrig mere spille. Nej, Mo’er, aldrig.«
Kajsa græd højt som ved en Grav. Hun kastede sig paa
Knæ ved Siden af Sængen og kyssede atter hulkende hans Haand,
som laa paa Tæppet.
Morgendæmringen veg for en gul Solstraale, som mat brød
sig Vej gennem Vinduet og belyste Scenen.
»Ja,« hulkede Moderen, »ja, det er forbi. Alt er forbi. Og
Præsten siger endda, at Gud er med os Smaafolk. Jeg tror
det ikke.«
»Jo, Mo’er,« sagde Drengen, »jo, Gud er med os. Vær
ikke’ bedrøvet. Det bliver nok godt igen. Jeg kan læse —
jeg kan blive Degn, for jeg har jo beholdt Stemmen, eller ogsaa
kan jeg blive Præst. Det skal du faa at se. Jeg kan blive hvad
som helst, en rigtig fin Herre, kan du tro. Saa skal du aldrig
græde mere. Kan du ikke huske, hvad Præsten sagde, at Gud
aver det Barn, han elsker. Jeg véd, at Gud elsker mig, for det
gjorde saa ondt, saa ondt. Han véd nok, hvad han gør. Mo’er,
Mo’er, giv Jaska Kaffe, han græder for sin Kaffe. Se, hvor det
er lyst udenfor, det er vist Sommer. Fuglene synger. Hør, hvor
de synger. De flyver hen over Rugageren. Maa jeg gaa ud til
dem, Mo’er?«
Saadan fantaserede han et Par Timer.
Tilskueren. 1885.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
